Abonnementsartikel

Arla og Fonterra danner et fællesejet selskab i Storbritannien, som skal ledes fra Århus

Arla Foods går sammen med verdens næststørste mejeriselskab, det newzealandske Fonterra, på det britiske marked.

De to mejerigiganter danner et fælles selskab, hvis primære opgave bliver at afsætte de kendte smørmærker Lurpak fra Danmark og Anchor fra New Zealand. Desuden skal selskabet sælge Arlas britisk producerede smør Yorkshire Butter og osteprodukter fra Fonterra.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi tager det som en anerkendelse, at Fonterra blandt mange dygtige mejeriselskaber i Europa finder, at Arla Foods er den bedste samarbejdspartner, siger Jens Bigum, adm. direktør i Arla Foods.

Arla Foods kommer til at eje 75 procent af det nye selskab, mens Fonterra får en ejerandel på 25 procent. Det nye selskab skal begynde sine aktiviteter i begyndelsen af næste år. Det skal omsætte knap 90.000 tons færdigvarer og kommer til at omsætte for cirka tre mia. kr. om året. Selskabet skal ledes fra Århus.

Fonterras adm. direktør Craig Norgate siger om samarbejdet:

- Dette nye joint venture får den størrelse, der er nødvendig for at udvikle de to store mærker Anchor og Lurpak . I et marked, hvor vi forudser fortsat faldende efterspørgsel, har vi behov for al den størrelse, vi kan få, og hver eneste gran af effektivitet, vi kan opnå.

Salg for syv mia.

Med det nye selskab kommer Arla Foods til at omsætte for cirka syv mia. kr. om året i Storbritannien, hvilket er 1,5 mia. kr. mere end i dag. Arla omsætter årligt for 38 mia. kr., mens Fonterras omsætning er 36,5 mia. kr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fonterra er resultatet af en nylig fusion mellem New Zealand Dairy Group, Kiwi Cooperations og New Zealand Diary Board. Selskabet indvejer årligt cirka 12 mia. kg mælk, hvilket er omkring fem mia. kg mere end Arla.

Fonterra driver et smørpakkeri i den engelske by Swindon med omkring 200 ansatte, som ventes lukket inden for det kommende år, fordi pakningen af det newzealandske smør fremover for en stor dels vedkommende skal foregå i Danmark.

Det kommende selskab er blevet anmeldt til de britiske konkurrencemyndigheder.