Abonnementsartikel

En nedsættelse af renten fra den europæiske centralbank kan forventes i denne uge, efter at svage tyske nøgletal blev offentliggjort fredag

Der blev sat ny næring til spekulationerne om recession, da der i Tyskland fredag blev offentliggjort nogle meget svage nøgletal.

Det har fået flere investeringsbanker til at forvente, at ECB reagerer ved at sænke renten allerede i denne uge, skriver Økonomisk Ugebrev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom de tyske tal – den toneangivende erhvervsindikator ifo-indekset – var meget dårlige, havde de kun en begrænset effekt på renten.

- Reaktionen på obligationsmarkedet var behersket, selvom tallene var meget dårlige. Men jeg tror, at markedet er begyndt at indstille sig på, at der nu kommer meget dårlige tal. Så der skal en hel del til at vælte det, siger Jørgen Rasmussen, obligationshandler i Jyske Bank til Økonomisk Ugebrev.

Ifo-indekset er nede på det laveste niveau i otte år, og det har fået markedet til at forvente en rentenedsættelse allerede i denne uge. Investeringsbanken UBS Warburg regner med, at ECB vil sænke renten med 25 basispoint (en kvart procent) i løbet af ugen.

- Vores trykte forecast går på en sænkning på 25 basispoint den 8. november. Men efter de svage ifo-tal er vi enige med markedet i, at det er mere sandsynligt, at rentesænkningen kommer i denne uge, og at en sænkning på 50 basispoint ikke helt kan udelukkes, mener Holger Fahrinkrug fra UBS Warburg.