Abonnementsartikel

Farmas er det nye navn, som afløser Farsø Maskinværksted og TS Maskincenter, Viborg, der har samme ejer

Tiden modner alting, og det gælder også i tilfældet Farsø Maskinværksted. Ledelsen hos den store New Holland-forhandler har nemlig i flere år gået med overvejelser om at skifte navn.

Efter overtagelsen af TS Maskincenter i Viborg med virkning fra den 1. marts 2001 blev overvejelserne endnu mere aktuelle, og de har nu ført til et nyt navn og et nyt logo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det nye navn, som afløser begge de hidtidige navne, er Farmas A/S. Der er stadig tale om et familieejet aktieselskab med direktør Anette Rosengreen i spidsen.

Hovedafdelingen i Farsø og filialen i Viborg vil altså fremover hedde Farmas Farsø og Farmas Viborg.

Til sammen beskæftiger Farmas tæt ved 60 medarbejdere, og heraf er de cirka 50 i Farsø, hvor den fælles administration også er placeret.

Det nye navn skal symbolisere det gamle navn, idet Farmas er en sammentrækning af Farsø Maskinværksted. Samtidig er det ikke uvæsentligt, at det også indeholder ordet "Farm", som giver associationer i retning af landbrug på et mere internationalt plan.

Samtidig har det været vigtigt for firmaet at signalere, at der er tale om et tidssvarende og nyskabende firma, der bygger på tillid, godt håndværk og rødder i landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netop disse egenskaber kommer også til udtryk i logoet, som har en moderne, dynamisk skrifttype. Farvevalget er også bevidst valgt, så det illustrerer tilhørsforholdet til New Holland.