Med henblik på at optimere relationerne til de enkelte roedyrkere og derigennem forbedre roekvaliteten giver Danisco Sugar nu roedyrkerne mulighed for online-information om deres leveringsdata.

Det vil foregå via hjemmesiden www.sukkerroer.nu, hvor den enkelte dyrker kan logge sig på med et password og finde data om de roer, han har leveret, fremgår det af personalebladet for Danisco Sugar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er med til at styrke relationen til den enkelte roedyrker, at man får adgang til sine leveringsdata meget hurtigere end med brevposten, og derfor kan nå at foretage driftsmæssige ændringer, forklarer Claus Christensen fra Sugar Agricenter i København.

På sigt er det meningen at supplere den enkelte dyrkers leveringsdata med nogle gennemsnitsdata for det område, han bor i. Dermed kan han se, hvordan han klarer sig i forhold til gennemsnittet. Danisco håber, at dette vil være med til at optimere både kvalitet og levering af sukkerroerne.

Der er cirka 11.000 roedyrkere i Danmark og Sverige, hvoraf man regner med, at mellem to tredjedele og tre fjerdedele har adgang til internettet.