Den 1. november var store skiftedag i Hørmested Maskinforretning, da sønnen Thomas Sørensen købte firmaet af sin far, Bjarne Sørensen.

Ejerskiftet har ført flere ændringer med sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har fået tre nye mærker ind, nemlig Pöttinger, Vogel & Noet og firehjuls crossere fra Kawazaki, forklarer Thomas Sørensen.

Samtidig er forretningen slået sammen med Thomas Sørensens egen forretning, TS Traktorservice, som bliver det fortsættende navn for den nordjyske maskinforretning.

Desuden har Thomas Sørensen firmaet TS Transport ApS, som transporterer traktorer og maskiner for kunder over hele landet.

Det næste skridt

Thomas Sørensen etablerede TS Traktorservice for tre år siden.

- Jeg købte traktorer op i Jylland og solgte dem heroppe. Igennem årene har det udviklet sig meget. Sidste år solgte jeg 42 brugte traktorer, og i år har jeg solgt 53 indtil videre plus en del entreprenørmaskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det næste naturlige skridt var at tage over efter min far, så jeg kunne få forhandling med i min forretning. Indtil nu har jeg kun beskæftiget mig med opkøb og videresalg, forklarer Thomas Sørensen.

Med overtagelsen af Hørmested Maskinforretning overtager TS Traktorservice dermed også Renault-forhandlingen.

- Renault-forhandlingen fortsætter uændret i TS Traktorservice, siger Thomas Sørensen.

Hørmested Maskinforretning blev grundlagt i 1973, og Bjarne Sørensen købte den i 1985. I dag er der seks ansatte. Tre på værkstedet, en på lageret, en på kontoret og Thomas Sørensen selv, som primært står for salg.Foto: