Abonnementsartikel

Anders Jensen er imod personlige konti, fordi han har dårlige erfaringer med dem, men formanden for Arlas bestyrelse er positiv

Anders Jensen har 105.000 kr. opsparet på sin personlige konto hos Arla Foods. Men han skal betale 136.000 kr. ind til selskabet for at få pengene ud.

Dermed føler Anders Jensen at den fordel, de personlige konti i sin tid blev solgt på, da Kløver og MD fusionerede, har vist sig at være et bedrag. For der er ikke megen fordel i et underskud på 31.000 kr., mener den nordjyske mælkeproducent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er således uenig med formanden for bestyrelsen i Arla Foods. For Lars Lamberg har for nylig udtalt, at han forventer, at en del af konsolideringen vil komme til at ske på personlige konti. Det forstår Anders Jensen ikke.

- Det er dybt utilfredsstillende. Vi skal ikke have mere af det pjat, for det er ikke til at vide, hvor stor regningen bliver næste gang, siger Anders Jensen.

- I sin tid blev idéen med personlige konti solgt til os, som om det var en stor fordel. Og det lød da også besnærende. Men når det i praksis viser sig at være en underskudsforretning, så forstår jeg ikke, at man endnu engang kan snakke om personlige konti i forbindelse med konsolideringen i Arla, siger Anders Jensen.

Ikke mere konsolidering

Anders Jensen så helst, at der slet ikke blev konsolideret yderligere i selskabet. Oplægget fra Arla går på en konsolidering på to en halv øre de næste fem år.

- Jeg er modstander af, at vi skal konsolidere ekstra i den femårige periode, for soliditeten er på 30 procent nu. Hvorfor ikke i stedet konsolidere som vi plejer de næste 10 år, så producenterne har mulighed for at konsolidere sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg skal ud at låne konsolideringspengene til måske 10 procent på en kassekredit, hvor Arla kan låne til måske tre procent, konstaterer Anders Jensen.

At hans regnestykke ender med at blive en underskudsforretning skyldes, at Anders Jensen igennem årene har købt sig til en større mælkekvote på kvotebørsen. Dermed er hans mælkeleverance steget fra 400.000 til snart 800.000 kg. mælk.

- Regnestykket går på, at vi får tre øre ud, hver gang vi betaler to øre ind. Dermed er de 25 øre, vi har til gode fra MD-fusionen blevet til 17 øre.

- Men fordi jeg har fået min kvote fordoblet, skal jeg betale fire øre ind for hver tre øre, jeg henter ud, siger Anders Jensen.

- Og pointen er, at stort set alle mælkeproducenter har udvidet kvoten de senere år. Sådan har udviklingen været, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed står de fleste tidligere MD-leverandører i en tilsvarende situation.

- Jeg vil gerne give afkald på min personlige konto, hvis jeg samtidig bliver fri for at indbetale til den. Det har jeg foreslået, men det kan man ikke få lov til, siger Anders Jensen.

- Det gør mig også harm, at et kg købt mælk på kvotebørsen reelt koster en regning til Arla på 17 øre. Så prisen bliver 4,17 kr. pr. kg og ikke fire kroner. Det er efter min mening noget svineri, siger Anders Jensen.

Fornuftigt af mejeriet

At mejeriet har sikret sig ved at kræve en konsolidering, før de personlige konti fra MD-tiden udbetales, finder Anders Jensen fornuftigt.

- Men problemet er, at det er os, der har været med til at betale til Kløver-fusionen, Kløver-krigen, MD, Arla og alle deres underskudsforretninger i Storbritannien, der kommer til at betale endnu en gang til Arla-konsolideringen, siger Anders Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den forbindelse har han ikke så ondt af de gamle Kløver-andelshavere, for deres regnestykke ser bedre ud, mener Anders Jensen.

- Kløver-folkene har fået deres 40 øre og kommer til at betale 17 øre ind. Så de har fået 23 øre. De kan kun komme til at tabe penge på det, hvis de udvider rigtig meget, så det er usandsynligt, siger Anders Jensen.

- Desuden har Kløver-folkene haft pengene til rådighed i perioden, og har dermed kunnet disponere over dem. Det har vi andre ikke, fortsætter han.

- Så de eneste vindere ved at vi har konsolideret på personlige konti, er Kløver-folkene og dem, der er holdt op, siger Anders Jensen.Foto1 (332945-1):