Abonnementsartikel

1. december er lukketid for Skovsted Maskinstation på Thy, og hele maskinparken er overtaget af Ingemann Larsen A/S på Mors.

En af Thys store maskinstationer har besluttet at dreje nøglen om, og dermed er en epoke slut.

- Det tynder ud blandt kunderne. Mange sælger køerne, og dermed forsvinder også grundlaget for at drive en sund maskinstation. Det er sjovere at holde på toppen end i en bølgedal og med egenkapitalen i behold, siger indehaverne Ove og Henrik Vandet Poulsen samt deres far Johannes Vandet Poulsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sidstnævnte kan gå på pension, mens sønnerne har lyst til at prøve noget nyt samt at få mere tid til familien.

Over 50 år

Maskinstationen blev grundlagt i slutningen af 1940"erne af Vandet Poulsen, der er far og farfar til de nuværende ejere.

Vandet Poulsen begyndte i sin tid at tærske for folk på egnen, siden udviklede det sig til mange andre opgaver, som man havde brug for i landbruget. I 1956 kom sønnen Johannes Vandet Poulsen ind i firmaet og var dermed med til at samle en kundekreds, der var fordelt over store dele af Thy.

I 1996 kom sønnerne Ove og Henrik Vandet Poulsen ind i firmaet, og man dannede I/S Skovsted Maskinstation.

Maskinsalget

Hele maskinparken er i forbindelse med ophøret solgt til maskinforretningen Ingemann Larsen A/S på Mors.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kunne have valgt at slutte med en auktion over maskinparken, men vi valgte at høre egnens maskinhandlere, om de var interesseret i at købe det hele i en stor handel. I modsætning til en auktion ved man her på forhånd, hvad man får ud af det. Det andet kan være lidt usikkert, og vi synes, vi fik et godt bud fra Ingemann Larsen A/S, der køber det hele, siger Johannes Vandet Poulsen.

Maskinparken omfattede ved slutningen materiel til næsten alle opgaver på et landbrug og også i mindre grad til entreprenør-opgaver.

Stor check

Også maskinhandler Niels Kr. Larsen, Ingemann Larsen A/S, mener, at han kan være tilfreds med handlen.

- Det er godt nok en stor check, vi skal skrive, men vi håber selvfølgelig, det hele hænger sammen, og at vi også får lidt ud af det, siger han.

Han understreger, at maskinparken fra Skovsted Maskinstation er fantastisk velholdt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har været kendetegnende for Skovsted Maskinstation, at materiellet bare var helt tip top, når man kørte i marken. Man ser tydeligt, at maskinstationens eget værksted har brugt al den tid, der var til rådighed til at klargøre maskinerne, og på den baggrund tror jeg ikke, det bliver svært at sælge maskinerne videre, vurderer Niels Kr. Larsen.

Salget af maskinerne indledes allerede først i december.