Abonnementsartikel

Kvægudstilinger på Agromek 2002 må først besøges efter 48 timer i Danmark

Som bekendt blev flertallet af de danske dyrskuer i sommer aflyst på grund af mund- og klovsygen i Europa.

Der kan nu igen holdes dyrskuer i Danmark, men landbrugets organisationer og de veterinære myndigheder fastholder EU"s regel om, at man skal have været i et land i mindst 48 timer, før man må besøge en besætning eller en kvægudstilling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Som det ser ud i øjeblikket, vil EU-reglen medføre, at vi tydeligt skal bede alle udenlandske gæster på Agromek 2002 om ikke at besøge udstillingen af eliteavlskvæg og kødkvægskuet, før de har været i Danmark i 48 timer, siger udstillingschef Jan Tjørnelunde Pedersen, Agromek.

Han fortæller, at der vil blive oplyst om reglen i indbydelser og ved hjælp af skilte uden for hallerne med de omtalte kvægtyper.

48-timers-reglen gælder selvfølgelig også for danskere, der vil besøge Agromek umiddelbart efter en udlandsrejse.

Selvom 48 timers reglen vil afskære de udenlandske gæster på Agromek fra at se det udstillede kvæg, så vil de have mulighed for at se de mange nyheder og det meget store udbud af maskiner, produktionsmidler og serviceydelser, der bliver præsenteret på Agromek 2002, understreger udstillingschefen.

Agromek 2002 holdes i Messecenter Herning i dagene 22.-26. januar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vinterdyrskuet for kødkvæg holdes 25. og 26. januar i tilknytning til Agromek.