Midt i januar får fødevareminister Mariann Ficher Boel (V) en rapport fra sine eksperter om de såkaldte motorvejsdyrlæger og kontrollen med anvendelse af antibiotika i svineproduktionen.

Fødevareministeren vil bl.a. vurdere, hvor mange klienter/kunder, en dyrlæge kan have i en sundhedsrådgivningsaftale. Samtidig fastholder hun, at dyrlæger er et liberalt erhverv, og at man ikke skal mistænkeliggøre hele professionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er bare ærgerligt, når der kommer et sådant tilfælde, og det er så nødvendigt at stramme op for at sikre, at man ikke kan omgå reglerne, siger Mariann Fischer Boel efter et samråd i Folketingets fødevareudvalg.

Her foreslog Kristen Touborg (SF), at der tages flere foderprøver, og at alle motorvejsdyrlægernes klienter blev kontrolleret. De to forslag vil Mariann Fischer ikke tage stilling til, før hun udspillet fra eksperterne er klart om en måned.

- Sagen har smittet negativt af på dyrlægeprofessionen og landmænd. Derfor har jeg taget fat i sagen fra starten, og jeg har bedt om en redegørelse, der skal ligge på mit bord i midten af januar. Det er vigtigt, at vi får den sag bragt på plads så hurtigt som muligt også for at skabe tryghed hos forbrugerne, siger Mariann Fischer Boel.