Når midnatsklokken falder i slag nytårsaften, overtager Scantruck A/S officielt eneforhandlingen af entreprenørmaskiner fra Case i Danmark.

- Det betyder, at kunderne får langt flere produkter at vælge imellem. Men endnu vigtigere vil de opleve en hidtil uset service i kraft af, at de maksimalt skal vente to timer på hjælp, hvis uheldet er ude, siger salgschef Peter Daugbjerg, Scantruck.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-At det er muligt at tilbyde en så hurtig service skyldes blandt andet, at Scantruck har indgået aftaler med en snes servicecentre landet over. Sammen med Scantrucks egne 13 servicevogne og servicecentrenes cirka 45 vogne er Scantruck klar til at rykke ud, når der bliver kaldt, lover Peter Daugbjerg.

Servicecentrene får over 80 procent af samtlige reservedele på lager. Det er ifølge Scantruck et koncept, der i langt de fleste tilfælde vil kunne tilfredsstille kundernes behov om hurtig og effektiv hjælp.

Ny Case-organisation

Gennem måneder har Skive-firmaet forberedt Case-forhandlingen. Siden aftalen på det danske marked blev en realitet, har Scantruck stablet en helt ny Case-organisation på benene.

- Ud over en produktchef, Henrik C. Rasmussen, omfatter den også tre sælgere, der efter en omfattende indlæring i Case-produkterne er særdeles kvalificerede til at møde kunderne, siger Peter Daugbjerg.

Han fortæller videre, at der samtidig er indgået aftale om, at Ringe Maskinforretning A/S fortsat kan sælge og servicere Case på Fyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er en aftale, som er kommet i stand på grund af, at virksomheden som mangeårig forhandler af Case har sikret sig en stærk position på det fynske marked. En position såvel Scantruck som Ringe Maskinforretning har ønsket at fastholde og styrke i det nye samarbejde, siger Peter Daugbjerg.

Yderligere er der ansat montører, uddannet mekanikere og indgået tætte samarbejdsaftaler med en snes servicecentre landet over.

Nye bygninger

Scantruck er gået i gang med at bygge et nyt stort reservedelslager ved virksomheden i Skive.

Samtidig etableres en ny afdeling på Sjælland med såvel værksted som showroom og administration. I begge tilfælde er der tale om byggerier, som skal stå færdig i sommeren 2002.

Peter Daugbjerg siger, at alt således er klar til den nye udfordring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil følge udfordringen op ved at præsentere 35 nye modeller på markedet. Vi glæder os til at kunne udnytte det store potentiale i Case, der nu indgår som en del af vores produktprogram, der desuden omfatter Manitou og lifte fra Genie Industries, siger Peter Daugbjerg.