Den ændring af de økologiske tilskudsregler, Ritt Bjerregaard besluttede at indføre, bliver alligevel ikke til noget i denne omgang.

Som fødevareminister besluttede Ritt Bjerragaard, at økologer skulle have mulighed for at forlænge tilsagnsperioden for et år ad gangen i stedet for fem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hensigten med de mere fleksible regler var at eliminere nogle af økologernes bekymringer.

Som økolog har man nemlig ikke garanti for at kunne levere økologisk fem år frem i tiden, og derfor fandt den daværende fødevareminister det urimeligt, at økologerne skulle binde sig over for Fødevareministeriet i så mange år. Forlades økologien i løbet af perioden, skal alle udbetalte tilskud for hele perioden nemlig tilbagebetales.

- Jeg synes, at det er mest fair, at de landmænd, der har lagt om til økologi i tillid til at kunne afsætte økologisk, får bedre mulighed for at vælge mellem fortsat at skulle være økolog eller ej. Det er meget at skulle binde sig for fem år. Så jeg kan godt forstå, at nogle landmænd har haft betænkeligheder. Dem prøver vi nu at hjælpe ved at gøre reglerne mere fleksible, begrundede Ritt Bjerregaard regelændringen i oktober måned.

Alligevel ingen hjælp

Men med regeringsskiftet har piben nu fået en anden lyd.

Fødevareministeriet har besluttet, at det ikke skal være muligt at forlænge tilsagnsperioden med et år ad gangen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Begrundelsen er dels, at man først ønsker at indhente EU-Kommissionens godkendelse og dels, at det kun er et fåtal, som kommer i klemme ved ikke at ændre reglerne.

- Det er endvidere indgået i overvejelserne, at den påtænkte ændring alene ville have betydning for et meget begrænset antal økologer i indeværende ansøgningsperiode, skriver Fødevareministeriet således.