Miljøminister Hans Christian Schmidt vil nu forsøge at skaffe flere penge til øget forskning i gylleseparation. Desuden vil han flytte gylletankene ud i det åbne land, så de kommer væk fra naboerne.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Miljøperspektivet er kanongodt. Derfor vil jeg forsøge at finde penge til mere forskning. Vi er langt fremme, men det er stadig ikke slået helt igennem, siger Hans Christian Schmidt til Jyllands-Posten.

- Diskussionen om lugtgener og gylle foregår desværre næsten udelukkende ud fra traditionelle gylletanke. Derfor burde vi forske langt mere i gylleseparering, der vil være et enestående fremskridt, fordi vi kan transportere gødningen derhen, hvor der er brug for den. Desuden vil det gøre det lettere for unge landmænd at starte. I dag er det jo i høj grad de meget høje jordpriser, der gør det dyrt for dem at etablere sig, fordi de skal bruge så og så mange kvadratmeter jord for at overholde reglerne for en miljørigtig svineproduktion, fortsætter han.

Samtidig ønsker miljøministeren at gennemføre Venstres forslag om at flytte gyllebeholderne længere ud i det åbne land for at genere naboer mindst muligt.

Det er ikke afgørende for Hans Christian Schmidt, hvor store de enkelte svinefarme er, blot miljøreglerne overholdes.