Risø er i færd med at udvikle nye kornsorter, som kan slå to fluer med ét smæk. Ifølge forskningscenteret kan de nye kornsorter både løse et miljø- og et ernæringsproblem.

Sammen med det filippinske risforskningsinstitut, IRRI, arbejder Risø på at udvikle en ris med et lavt indhold af fytin, og dermed et højt indhold af tilgængeligt jern.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jernmangel er sandsynligvis udbredt blandt mere end to milliarder mennesker verden over. Manglen på jern skyldes, at en stor procentdel af jernet i vores kornprodukter er bundet af stoffet fytin, hvilket medfører, at det menneskelige fordøjelsessystem ikke kan optage jernet, fortæller programleder Søren K. Rasmussen.

Dermed kan risen på sigt komme de mange mennesker i den tredje verden til gode, for hvem ris er den vigtigste ernæringskilde.

Kan gavne miljøet

Risø trækker på sin erfaring fra lignende projekter, hvor forskerne allerede har fundet muterede bygplanter med et lavere fytin-indhold, som i dyrkningsforsøg har vist sig at have lige så gode egenskaber som andre kendte bygsorter.

- De kan også komme det danske miljø til gode, da fytin binder cirka 80 procent af korn-kernens fosfat, som så ikke kan optages af hverken dyr eller planter og derfor ender som forurening i vandmiljøet, siger Søren K. Rasmussen.

- Derudover har Risø identificeret og patenteret fire gener fra hvede, som er ansvarlig for produktionen af det fytinnedbrydende enzym fytase. Med disse i hånden sigter vi på at udvikle genmodificerede kornarter med et højere indhold af fytase, som også vil resultere i mere tilgængeligt jern og fosfat, fortsætter han.