Gårdejer Ove Hansen, Havredal i Midtjylland, havde problemer med støvgener i sine stalde, indtil han for godt et par år siden investerede i et støvbindingsanlæg til slagtesvinestalden.

- Vi havde voldsomme støvproblemer. Fodermesterens øjne og næse løb konstant i vand, og han lignede en, der har fået tæsk, når han mødte om morgenen, fortæller Ove Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han konstaterer, at problemerne straks forsvandt, da støvbindingsanlægget blev taget i brug, og erfaringerne har på mange måder været så gode, at han netop har investeret i en udbygning af anlægget til flere staldafsnit.

I alt har han nu støvbindingsanlæg i syv staldafsnit, og det er kun klimastalden og en gammel farestald, der ikke har anlægget monteret.

Også de nuværende medarbejdere, medhjælperen Lise og driftsleder Jens Bilstrup, bekræfter, at støvbindingsanlægget har en effekt.

- Vi kunne mærke, at der ikke er problemer med støv i staldene, og det er en af grundene til, at vi valgte at tage job her, siger de.

Færre brysthindear

Ove Hansen kan ikke se en effekt af støvbindingsanlægget på tilvæksttallene fra E-kontrollen, men han konstaterer, at der er fire-fem procent færre tilfælde af lungehindebetændelse og dermed færre anmærkninger fra slagteriet om brysthindear.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er ikke sikker på, at effekten er signifikant, men luften i staldene er klart bedre, og når det har en effekt på os, må det også virke på grisene, konkluderer han.

Støvproblemerne skyldes ifølge Ove Hansen, at grisene i sig selv danner støv, og han mener ikke, at det giver nævneværdige støvgener, at han anvender tørfoder.

Vand og mandelolie

Anlægget er det svenske mærke Ergo Miljø fra Clena High Pressure Systems A/S i Tistrup.

Det programmeres til med passende mellemrum at sende støvskyer ud i staldene i form af vand iblandet mandelolie, som er med til at binde støvet, så det bliver tungere og falder til jorden, når vandet fordamper.

- Vi forsøgte os på et tidspunkt med sojaolie, fordi det er billigere, men det fungerede ikke, fordi vandet og sojaolien ikke vil blandes, siger Ove Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han gør opmærksom på, at der ikke bliver et fedtet lag overalt, som man måske forestiller sig på grund af mandelolien.

- Der bliver en tør skorpe, som er let at fjerne ved rengøringen, forklarer Ove Hansen.

Bedre velfærd

- Vi kan bestemme hvor mange gange i timen og hvor længe. Vi har indstillet anlægget til at køre 10 sekunder ad gangen i hvert afsnit hver time. I fedeafsnittet dog to gange hver time, og om sommeren er der generelt behov for at sende en forstøvet vand-/oliesky ud i staldene lidt oftere, siger Ove Hansen.

Foruden at binde støvet har anlægget også den effekt, at det sænker temperaturen et par grader i staldene, hvilket ifølge Ove Hansen ikke er uvæsentligt om sommeren.

- Den afkølende virkning og overbrusningsfunktionen betyder bedre velfærd for grisene, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden kan han bruge anlægget til iblødsætning forud for rengøring af staldene samt i forbindelse med desinficering.

Passende dosis

Mandelolien køber han gennem Clena, som får det fra Sverige. Selvom det er relativt dyrt, mener Ove Hansen ikke, at der er andre løsninger end at vælge mandelolien, som kun skal tilsættes i meget små mængder. Ove Hansen tilsætter to procent mandelolie. Forkert olie eller for høj koncentration af mandelolien kan tilstoppe dyserne, som er meget små, fordi det er vigtigt, at blandingen forstøves godt, når den sendes ud i stalden. Hvis der tilsættes for lidt olie, binder det ikke støvet, har Ove Hansen erfaret.

- Blandingen er tilpas, når man lige kan fornemme mandellugten, siger han.

Han understreger, at der ikke virker fedtet i stalden.

- Man kan dog godt fornemme det i håret efter en arbejdsdag i staldene, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Højtryksrenser trækker

Anlægget fra Ergo Miljö trækkes af en højtryksrenser fra Clena. Renseren styres af en computerboks og trækker anlægget i alle otte afsnit. Ifølge Ove Hansen kan det udbygges yderligere relativt billigt, da der blot skal monteres yderligere rør og dyser.

I de bredeste stalde er der monteret forstøvningsrundeller, som består af seks til otte dyser, som kan sende vand/mandelolieskyen ud i alle retninger og dermed dække hele staldens bredde. Men i blandt andet fedestalden, som kun er 20 meter bred, er der i stedet ført rør langs ydervæggene og en anden type dyser, som peger op langs loftet, hvilket betyder, at ventilationsluften trækker skyen med op langs loftet, så støvbindingen får virkning 10 meter ind i stalden.

Højtryksrenseren bruges også, når staldene skal vaskes. Blot sendes vandet gennem et andet røranlæg og andre dyser.