Ifølge landbruget er målene i Vandmiljøplan II allerede nået, og forslaget om en Vandmiljøplan III er følgelig overflødigt.

- Regeringen bør opgive Vandmiljøplan III, fordi gødningsforbruget er faldet mindst lige så meget som forudsat i Vandmiljøplan II.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Esben Oddershede, formand for Landsudvalget for Planteavl, fremsatte sine meldinger til cirka 800 tilhørere på Landsplanteavlsmødet i dag onsdag den 16. januar i Århus.

- Forbruget af handelsgødning er fra 2000 til 2001 faldet med 19.000 tons kvælstof. Dermed er der ikke længere fagligt grundlag for de stramninger, som vi blev pålagt efter Midtvejsevalueringen af Vandmiljøplan II, og en Vandmiljøplan III er helt overflødig. Regeringen kan med fordel anvende midlerne til andre gode gøremål - helt på linie med dens øvrige politik, siger Esben Oddershede i sin beretning på mødet i Scandinavian Congress Center.

- Lige nu laver vi gødningsplaner for 2002, og vi kan se, at de pålagte stramninger får alvorlige driftsmæssige og økonomiske konsekvenser – helt uden grund, fortsatte Oddershede.

Formanden fremhæver ikke blot fremskridt på gødningsområdet. Han understreger også, at forbruget af pesticider (sprøjtemidler) er reduceret væsentligt.

Forsøgs- og rådgivningsarbejdet har båret frugt. Vi har evnet at finde løsninger til både at opretholde et fornuftigt udbytte og samtidig nedsætte gødnings- og pesticidforbruget. Det viser, at vort system virker og giver os et miljømæssigt forspring til vore udenlandske konkurrenter, siger formanden.