Cirka fem kilometer ad Hjørringvej nord på fra Brønderslev ligger landsbyen Serritslev. Her har JPS Traktor til huse.

Bag butikken finder man kontoret til JPS Traktor, og på bagsiden af ejendommen ligger værkstedet, hvor traktorer bliver sat i stand og klargjort til at tage en ny tørn hos en landmand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brugte traktorer

Jens Peter Sørensen er navnet, der gemmer sig bag J, P og S.

Handelen med brugte traktorer startede Jens Peter Sørensen i 1991.

Det begyndte med, at han købte en MF 35, satte den i stand og videresolgte den.

Hermed var idéen lagt til at opbygge en virksomhed med opkøb, reparation, klargøring og videresalg af brugte traktorer.

Salg af Hürlimann

Jens Peter Sørensen fik i løbet af de første par år en trofast kundekreds, og virksomhedens omsætning steg da også støt for hvert år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I de første ni år klarede han selv firmaet, dog med hjælp fra service som blev købt ude fra.

Efterhånden er der dog blevet så meget at bestille, at Jens Peter Sørensens hustru, Mona Sørensen, er blevet medarbejder i firmaet, hvor hun hovedsageligt tager sig af bogholderiet og telefonpasningen. Det skete den første september 2001.

I løbet af året blev der ligeledes ansat en ung mekaniker til assistance i værkstedet.

Fra den første december blev der også føjet en ny gren til firmaets aktiviteter. JPS fik forhandlingen af Hürlimann-traktorer og marksprøjter fra Gambetti Barre.

Men det er stadig de renoverede traktorer, der er grundlaget i virksomheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jens Peter Sørensen køber de fleste af traktorerne hos engrosforhandlere, der får dem i bytte for nysolgte maskiner, hvorefter han gør dem salgsklare igen. Og de bliver ikke kun solgt stykvis. Det hænder jævnligt, at der bliver solgt flere i en handel.

Lange arbejdsdage

I de første år, da Jens Peter Sørensen var i færd med at opbygge sin virksomhed, var der ikke lige meget at lave hele tiden. Specielt i de travle dele af landbrugssæsonen lå forretningen stille. I de perioder supplerede han indtægterne ved at assistere lokale landmænd med for eksempel at køre mejetærskere, skårlægge græs og presse halm.

I dag er der ikke tid til dette ekstra arbejde, men i stedet sælger han maskinerne til det.

En typisk arbejdsdag kan gå med at reparere og sætte maskiner i stand i dagtimerne og efter normal arbejdstidsophør med at klargøre og aflevere maskinerne til kunderne.

Selvlært

Jens Peter Sørensens virksomhed er bygget op omkring hans evner til at reparere, istandsætte og videresælge brugte traktorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har selv lært sig, hvordan det skal gøres ved at kaste sig ud i det, og han mener, han har lært det fra grunden ad erfaringens vej.

- I dag skifter man ofte hele enheder på en maskine, når noget er galt. Derfor er de nyudlærte ikke trænede i at finde fejl og reparere dem på samme måde, som en der selv har måttet lære sig at finde fejlene og sørge for at få dem udbedret.

Erfaring har tillige stor betydning for Jens Peter Sørensen i hans handelsarbejde.

Nye lokaler

JPS Traktor flyttede til de nuværende lokaler på Kalumvej 8 i Serritslev i 1998.

Indtil da havde virksomheden til huse på Jens Peter Sørensens og hans families private gård 500 meter længere ude ad Kalumvej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med virksomhedens vokseværk blev der brug for større lokaler, og da bygningerne efter en tidligere elektrikerforretning blev ledige på den nuværende adresse købte JPS Traktor dem.

Dermed havde virksomheden fået bedre plads samtidig med en mere central placering. Desuden var der tale om en godkendt erhvervsgrund.

Butik til ventetiden

Den hvide butik ud til forpladsen gemmer på et varieret udbud af brugskunst og dekorationer i hvide, sølv- og guldfarver.

Det er Mona Sørensen, der har butikken samtidig med, at hun passer bogholderi og telefon i traktorvirksomheden.

- Butikken skal være noget for dem, der venter, siger Jens Peter Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men han håber også på at den kan trække andre kunder til, end de der primært kommer i forbindelse med traktorhandel.: