De danske frilandsgartnere ønsker at få ændret reglerne, om at de ikke må bruge arbejdskraft fra lande uden for EU. Derfor vil de gå til den nye regering for at få en åbning på området.

Mens en dansk arbejder skal have en timeløn på cirka 95 kroner for at høste grønsager, så kan en tysk gartner købe en polsk markarbejder for 25-30 kroner i timen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den billigere arbejdskraft i vore nabolande betyder, at de danske gartnere ikke kan konkurrere med deres udenlandske kolleger på priserne, hvorfor de importerede grønsager i stigende grad vinder indpas på de danske spiseborde.

Det skal ses i lyset af, at Danmark tidligere har været selvforsynende med grønsager dyrket på friland.

Formanden for Gartneribrugets Arbejdsgiverforening, gartner Aksel F. Stenvang, Veflinge, siger til Jyllands-Posten:

- Vi ønsker de samme muligheder som i andre EU-lande for at skaffe den nødvendige arbejdskraft til erhvervet. Det kunne vi ikke komme igennem med over for den tidligere regering. Men nu vil vi igen rejse sagen over for den nye beskæftigelsesminister.

Det er dog ikke billig, men alene villig arbejdskraft fra lande uden for EU, som dansk frilandsgartneri ønsker at få åbnet grænserne for i første omgang, forsikrer frilandsgartnernes arbejdsgiverformand.