Grene koncernen føler sig i øjeblikket inde i en så positiv udvikling, at den er i færd med at investere omkring 20 mio. kr. i en udvidelse af produktion og lager. En udvidelse, som skal øge koncernens kapacitet inden for dens hovedaktiviteter, hydraulik, industriservice samt tilbehør og reservedele til landbruget.

Investeringerne foregår dels i hovedafdelingen i Skjern og dels i datterselskabet Hydropower i Esbjerg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I hovedafdelingen gælder det en udvidelse og udflytning af Hydra-Grenes produktion af hydraulikventilblokke.

Produktionen har i de senere år været inde i en voldsom ekspansion ikke mindst som underleverandør til den kraftigt stigende vindmølleindustri i ind- og udland. Derfor har virksomheden overtaget en nærliggende industribygning, der i forbindelse med indretning til produktionslokaler udvides med 420 kvadratmeter til i alt 1400 kvadratmeter.

Ekspansionen kræver også mere lagerplads som led i udbygningen af Skjerns rolle som centrallager for såvel de danske servicecentre i Grene Industri som koncernens selskaber i Sverige, Norge, Finland og Polen.

Den nye lagerhal bliver på 2.000 kvadratmeter og placeres tæt ved det eksisterende centrallager.

Hydropower i Esbjerg har sine primære forretningsområder indenfor produktion af hydrauliske anlæg, hydraulikservice indenfor industri, off shore og den maritime sektor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også her har en kraftig ekspansion krævet en udvidelse og ombygning af lokalerne. I alt er der her tale om knap 800 etagemeter i stueetage og på 1. sal.

Grene koncernen er ejet af industrikonglomeratet A/S Schouw & Co.

Selskabets positive udvikling gælder i såvel Danmark som udlandet.

I 2002 forventes en omsætning tæt på én mia. kr., og koncernen beskæftiger i alt 760 medarbejdere.