Abonnementsartikel

VK-regeringen vil skære tre milliarder kroner på miljøministeriets budget

Miljøministeriet står til at miste langt over halvdelen af sine bevillinger, idet finansminister Thor Pedersen lægger op til at skære tre milliarder kroner – eller over 60 procent – væk af ministeriets budget på lige knap 4,8 milliarder kroner, skriver dagbladet Børsen.

Miljøministeriet står blandt andet til at få skåret hele sin øst-støtte på 688 millioner kroner væk, fremgår det af et fortroligt notat fra Finansministeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med finansministerens beskæring lægges der op til, at Miljøministeriet trækker sig helt ud af det gamle Østeuropa, idet ministeriets internationale midler er gået til at støtte miljøprojekter i først og fremmest de tre baltiske lande.

Pengene er blandt andet blevet brugt på nedlukningen af gamle atomkraftværker og opførelsen af vindmøller, affaldshåndtering, ny infrastruktur i elnettet med mere.

Ud over bortfaldet af øst-støtten må Miljøministeriet også se sig rippet for cirka 1,2 milliarder kroner, som i hovedtræk er energitilskud, der overgår til den nye erhvervs- og økonomiminister, Bendt Bendtsen, der har fået energiområdet under sig.

Dansk Folkeparti garanterer på forhånd regeringen flertal for sine planlagte besparelser i øst-støtten, oplyser gruppeformand Kristian Thulesen Dahl.