Det blev Pia og Tage Frydendahl Krab fra Gram i Sønderjylland, der med stolthed kunne modtage årets sikkerhedspris på Agromek.

Landbrugets Rådgivningscenter, som uddeler prisen, havde ni indstillinger at vælge imellem, hvoraf tre blev udpeget til finalen, en svineproducent på Bornholm, en svineproduktionsbesætning i Østjylland og så Pia og Tage Frydendahl Krab med deres malkekvægsbesætning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prisen uddeles til landmænd, der gør en særlig indsats for arbejdsmiljø og sikkerhed på bedriften. Den har det overordnede formål at få bragt ulykker i landbruget ned, herunder i særdeleshed dødsulykkerne.

Ved prisuddelingen i år er der lagt særlig vægt på den indsats, der gøres for at imødegå ulykker og især belastninger under udførelsen af det daglige arbejde.

Behagelig arbejdsplads

Pia og Tage Frydendahl Krab har en bedrift på 80 hektar med 130 styk malkekvæg.

De har en medhjælper ansat, foruden at Tages far hjælper til ind imellem.

Begrundelsen for at tildele prisen på 20.000 kroner til Pia og Tage Frydendahl Krab er, at der hersker meget velordnede forhold på bedriften herunder en eksemplarisk orden og renlighed med et højt sikkerhedsniveau. Men ikke mindst det psykiske arbejdsmiljø blev fremhævet som afgørende for, at prisen endte hos familien i Gram.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alt foregår i ro og orden på bedriften uden nogen form for stress, men derimod med stor arbejdsglæde, fremhævede prisuddelerne.

Stolt over pris

Tage Frydendahl Krab har gjort en stor indsats, for at arbejdsgangene på gården skal foregå på en så sikker og arbejdsvenlig måde som muligt. Der, hvor det har været muligt at lette arbejdsgangene uden at sætte sikkerheden over styr, er det blevet gjort.

Tage Frydendahl Krab siger til MaskinBladet, at han er stolt over at have fået prisen, fordi han føler, at det er en anerkendelse af hans indsats.

- Men jeg føler også, at vi er heldige, at det er blevet os, fordi der er mange andre, der gør en rigtig god indsats for sikkerheden på deres gårde, tilføjer han.

Pia Frydendahl Krabs far, Kristen Jørgensen, siger om svigersønnens måde at bestyre gården på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hele hans måde at drive landbrug på er præget af en god holdning. Han holder altid orden, og så finder han hele tiden på noget nyt, der kan gøre tingene lettere, uden at det går ud over sikkerheden.

- Man ser aldrig, at der er lys i staldvinduerne sent om aftenen, fordi der bliver arbejdet til lang tid efter arbejdstidens ophør.

- Og så er han bare god til unge mennesker, tilføjer Kristen Jørgensen. Foto: