DAT-Schaubs tålmodighed med Direktoratet for FødevareErhverv er ved at rinde ud. Således er selskabet parat til at anlægge erstatningssag mod direktoratet, skriver dagbladet Børsen.
DAT-Schaub ønsker en erstatning på 50 mio. kr., og sagen mod direktoratet anlægges, hvis der ikke meget snart kommer et fornuftigt forligsudkast fra kammeradvokaten, fortæller bestyrelsesformand Niels Mikkelsen.
Ifølge Niels Mikkelsen er der tale om års forsømmelser og uduelighed fra direktoratets side.
Direktoratet har i lang tid været bagud med udbetalinger af restitutioner ved eksport ud af EU samt frigivelse af de garantier, som direktoratet kræver for at udbetale restitutioner på forhånd.





