Dansk svinekød har i mange år været en væsentlig del af det japanske middagsbord, og nu skal japanerne også lære at spise bacon.
EU-Kommissionen har netop besluttet at støtte Danske Slagterier og Landbrugets Afsætningsudvalg med godt 5,5 mio. kr. til markedsføring af bacon i Japan.
Forbruget af baconprodukter er meget lavt i Japan, og en stigning på blot et par hundrede gram pr. indbygger om året vil kunne mærkes i den europæiske baconeksport, skriver Fødevareministeriet i ExterntForum.
Markedsføringsprogrammet var oprindelig et fælles europæisk projekt med hollandske og britiske eksportører, men i det første år køres programmet af Danmark alene, fordi Japan har nedlagt forbud mod import af kød fra Holland og England på grund af mund- og klovesyge.
Tilskuddet til markedsføring af bacon i Japan udgør 50 % af de totale omkostninger til programmet det første år, og det er første gang, at EU giver støtte til markedsføring af europæiske fødevarer over for lande uden for EU.
EU-Kommissionens ønske om at styrke markedsføringsindsatsen på bekostning af den direkte eksportstøtte skal ses i lyset af, at Verdenshandelsorganisationen (WTO) har fastlagt begrænsninger for den direkte støtte til eksport, hvorimod tilskud til markedsføring ikke er begrænset af WTO.





