De finske Tume-såmaskiner finder nu igen vej til danske marker, efter at den fynske virksomhed Interforst har genoptaget importen af mærket, som før har været på det danske marked.

Det er Hankmo Danmark, som er et selskab i Interforst-gruppen, der har genoptaget importen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Modelrækken spænder fra traditionelle såmaskiner til direkte såmaskiner. Interforst har valgt at satse på to grundlæggende modeller, CK 3000 og CK 4000 på henholdsvis tre og fire meter.

Ifølge Interforst er der tale om robuste og stabile redskaber, der tillige kan udrustes, så de er velegnede til brug i bedrifter, der drives med reduceret jordbearbejdning.

- Vi er overbeviste om kvaliteten og kender i forvejen den finske virksomheds andre produkter, blandt andet Hankmo spaderulleharver og Nokka skovvogne, som vi har handlet med i mange år, siger direktør Lau Toxværd fra Interforst.

Stor fleksibilitet

Tume-såmaskinerne har en høj grad af fleksibilitet, der betyder, at de kan tilpasses forholdene på den enkelte bedrift. Der kan for eksempel monteres flere forskellige skær- og efterharvetyper.

Med hensyn til pakvalser kan der vælges mellem stavpakvalse og gummivalser. De sidste har den fordel, at de kun pakker sårillerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med hensyn til skær kan der ud over de traditionelle vingeskær og almindelige skær monteres to typer skiveskær.

Det ene er et traditionelt skiveskær, mens det andet er et alternativt skiveskær, hvor den ene side minder om en dyb tallerken, der står på højkant, hvorved forhøjningen virker som en dybderegulering.

Derved kan der køres med maksimalt skærtryk hele tiden, og såmaskinen bliver velegnet, hvor der køres efter principperne om reduceret jordbearbejdning. Maskinen kan derved så direkte i jord, der blot er harvet igennem samt i nypløjet jord.

Flere frøkasser

Såmaskinen kan leveres med op til flere frøkasser monteret. Det er ideelt, når der skal sås blandsæd, hvor frøenes uens vægt ofte kan give blandingsproblemer, hvis de hældes i den samme såkasse.

Vælger man den hyppigste løsning med blot én såkasse, får man en maskine med et stort såkasseindhold, der giver høj effektivitet i marken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udsædsindstillingen er trinløs, og der kan sås ind med få grams nøjagtighed. Der er tale om et enkelt og robust system, som er nemt at betjene.

- Det kendetegner Tume-såmaskinerne, at de generelt er enkelt konstruerede, men alligevel lever op til de krav, en moderne landmand stiller. Alt efter temperament kan såmaskinerne naturligvis også leveres med diverse computerstyring, fortæller Lau Toxværd.

I øvrigt sår maskinen ud over hjulene. Derved undgår man at skulle køre i det nysåede areal.

Produktudvikling

- Tume leverer også kombisåmaskiner, og vi overvejer, om vi skal tage disse ind i sortimentet. Det er maskiner, hvor der er satset hårdt på produktudvikling. Blandt andet arbejdes der med en løsning, så såsæd og gødning placeres på en måde, der reducerer antallet af bevægelige dele til det halve. Det vil give en markant forenkling af maskinen og lavere vedligeholdelsesomkostninger, siger Lau Toxværd.