Udviklingen af spaltegulvselementer og nye elementer til gyllekanaler er et væsentligt bidrag til at reducere ammoniakfordampningen i svinestalde.

Hos Oranje Beton i Holstebro udviklede man for et par år siden spaltegulvselementer med drypnæse, som har vist sig at have en betydelig miljøeffekt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Praktiske forsøg har vist en reduktion på 15 procent i den totale ammoniakfordampning, fortæller salgschef Henri Skelkjær, Oranje Beton.

Han tilføjer, at spaltegulvet desuden bliver renere og har en positiv effekt på grisenes adfærd.

Et andet væsentligt tiltag for at reducere ammoniakfordampningen fra stalde er en ny type gyllekanal, som i forbindelse med drypnæse-spalterne reducerer ammoniakfordampningen med op til 25 procent.

40 procent reduktion

Spalterne og kanal-elementerne er blandt andet anvendt i staldene i forbindelse med det meget omtalte koncept, som Green Farm Energy ved Hadsten har opført.

- Her venter man en endnu større reduktion af ammoniakfordampningen, fordi det er hensigten at tømme gyllekanalerne dagligt, som en slags toilet, der skylles ud. Forventningen er, at fordampningen reduceres med 40 procent – måske mere, fortæller Henri Skelkjær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er flere væsentlige detaljer ved Oranje Betons gyllekanaler. For det første er de støbt ved hjælp af en speciel teknik, som giver en meget glat overflade. For det andet er kanalen V-formet.

De glatte sider sikrer, at gødningen ikke hænger fast på siderne af gyllekanalen, og det forhindrer i sig selv en del fordampning.

V-formen sikrer desuden, at der i bunden af kanalen er en meget lille overflade, som fordampningen kan foregå fra.

Gevinst i marken

Henri Skelkjær erkender, at de V-formede gyllekanaler fra Oranje Beton er dyrere end traditionelle gyllekanaler.

- Det skyldes blandt andet støbeteknikken, der giver den meget glatte overflade, men det skyldes også, at der skal graves dybere kanaler på grund af V-formen

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Til gengæld skulle det give en gevinst i marken, når man holder på en større del af gyllens ammoniak, fremhæver han.