Da Viggo Egelund i 1953 rejste til Italien, var det ikke for at uddanne sig til smørtenor. Men alligevel havde det en hel del at gøre med smør – eller rettere mælkefedt og mælkeprotein.

- Man var ganske enkelt stemplet som noget ligegyldigt, når man hoppede ud af en jernbanevogn med køer, erindrer den nu 78-årige Viggo Egelund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Set med danske øjne var det nu slet ikke så ligegyldigt, at den unge fynbo var rejst med toget på langs af Europa i kreaturvogne sammen med 80 RDM- og 80 SDM-køer.

- På forsiden af Berlingske Tidende blev det i en stort opsat artikel kaldt det danske vindue mod Middelhavet, fortæller Viggo Egelund.

Formålet med at sende de mange danske avlsdyr til Italien var at dokumentere, at det danske kvæg var egnet til Middelhavslandene.

- Og at det blev i nærheden af Rom, køerne skulle stå, skyldtes vel nok også, at FAO har hovedsæde der, forklarer Viggo Egelund.

Hvad han ikke vidste var, at opholdet i Italien ikke blot skulle blive af nogle få års varighed, men strække sig næsten ubrudt helt frem til maj 1994.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I de kommende årtier oplevede han både at eksportere i tusindvis af danske avlsdyr – såvel kvæg som svin – til Italien, og han fik drukket adskillige kopper kaffe med italienske mafiabosser.

Tro så heller ikke, at Viggo Egelund vendte hjem til Danmark for at nyde sit otium. Nej, han er stadig aktiv på landevejen, når der skal købes danske avlsdyr – fortrinsvis kreaturer – til italienske kunder.

Men han kører ikke rundt på Vespa længere, og han snakker heller ikke italiensk herhjemme.

Det italienske sprog fik han for øvrigt lært sig ved blandt andet at læse om sport i de italienske aviser.

Lad os imidlertid spole tiden tilbage til de ældste erindringer fra tiden længe før, der kom italiensk for begyndere ind i familien Egelunds liv.

Den flotteste hale

Som søn af kvægavler Hans Egelund fra Ringe på Fyn kunne Viggo Egelund allerede som tre-årig være med til at malke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det var nr. 21, og vi havde vel en snes RDM-køer dengang. Min far havde allerede før 1. verdenskrig eksporteret de første RDM-dyr til Rusland, husker den italienske dansker.

Hans første erindringer med dyrskue går tilbage til Ringe i 1931, hvor han kun blev nr. 4 med en ko.

- Jeg havde striglet på dens hale i tre måneder, og den havde skuets flotteste hale. Jeg blev godt gal over, at dommerne ikke kunne se, at den skulle stå på fløjen.

- Så det endte med, at en af dommerne belærte mig om, at det var deres afgørelse, hvor koen skulle stå og ikke min.

Det var en lærestreg, og siden husker Viggo Egelund ikke, at han har protesteret over en dyrskuedommers afgørelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nemme penge

Da det store jubilæumsskue skulle afvikles på Bellahøj ved København i 1938 måtte Hans Egelund bede sin søn fri fra skole i de 14 dage, skuet varede.

- Det var lige, da der skulle være eksamen mellem 2. og 3. mellem, og selvom skolebestyreren pludselig fik skrupler over at lade mig slippe for eksamen, kom jeg med, fortæller Viggo Egelund.

Og godt det samme, for det skulle vise sig, at der var nemme penge at tjene.

- En dag havde alle de gamle avlere været på Tuborg, og de var ved at falde i søvn ved malketid.

- Dreng, kan du ikke malke, spurgte de, og så fik jeg en krone eller to, og jeg malkede vel 20 køer den aften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Aldrig har jeg tjent så nemme penge.

På det tidspunkt var Viggo Egelund 14 år, og han var ikke vokset så meget.

- Jeg druknede nærmest i tøjet, men det gik rigtig godt. Den kvie, jeg passede, var med i Højager-samlingen, og den hjemtog en guldmedalje.

- Jo, hun var suveræn, konstaterer han.

Tog realeksamen

Selvom Viggo Egelund ikke var i tvivl om, at han ville være landmand, tog han alligevel en realeksamen i 1941. For hans forældre ville hellere, at han læste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra skolebænken gik turen til Møllegaard i Høng, som var ejet af kvægbrugskonsulent Hans Kristensen.

Og herfra gik det videre til andre pladser i det sjællandske. En af disse var hos Hans Konradsen i Tvindelstrup.

- Hans besætning var blandt de bedste RDM-besætninger på Sjælland, og her skal man huske på, at det var før de røde blev ødelagt gennem avlsarbejdet, lyder det fra Viggo Egelund.

I denne plads fik den nu 19-årige ansvaret for besætningen, da fodermesteren blev syg.

- På skuet i Ringsted i 1944 tog jeg fløjpladsen med en samling på tre køer, og det gav anerkendelse fra nogle af de øvrige avlere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var der også god grund til, for det plejede at være en anden avler, Johs. Nielsen, der løb med denne placering.

For den fine præstation fik Viggo Egelund et sølvskrin skænket af Konradsen.

- Men det blev siden stjålet i Rom sammen med alle de øvrige ærespræmier, jeg hjemtog i de år, lyder det lidt ærgerligt.

Men Viggo Egelund var ikke ked af, at han var ved at blive et godt "papir" blandt kvægavlerne. Det betød imidlertid ikke, at han fortsat ville leve af at have pladser.

Arbejdede med jersey

I 1948-49 læste den nu 24-årige videre på Korinth Landbrugsskole, og efterfølgende søgte han ind som assistent ved afkomsprøverne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg fik plads på Sundsgård ved Egeskov på Fyn, og her var jeg de følgende fire år.

- Blandt andet fik jeg et jerseyhold efter tyren Lady Annas Star, der var importeret i 1945 direkte fra Jersey-øen.

- Danmarks Jerseyforening importerede sæd efter i alt fem tyre, fordi Dansk Jersey var blevet for tunge. Men de importerede tyre havde anlæg for meget lave procenter, og udover denne ene tyr blev kun en mere afprøvet på afkomsstation, fortæller Viggo Egelund.

De fem tyre blev fordelt jævnt geografisk i lokale kvægavlsforeninger, men succesen var til at overskue.

- I løbet af få år var der ikke meget afkom tilbage, og dengang var man resolutte med at skaffe sig af med avlsmateriale, der ikke duede her i Danmark, mener Viggo Egelund.

Men selvom de fem tyre og deres afkom ikke levede op til forventningerne, fik fynboen et meget godt indtryk af racen og dens kvaliteter. Og siden skulle han få meget mere med racen at gøre.

Ungdommens blod rullede imidlertid utålmodigt i årerne, og der skulle igen ske noget.

Lagde billet ind

Vi er tilbage, hvor den unge mand hoppede ud af en kreaturvogn i nærheden af Rom i 1953. Nu som daglig leder af "vinduet mod Middelhavet" med de 80 RDM- og 80 SDM-køer.

- Forsøgslaboratoriet i Danmark og det italienske landbrugsministerium var de kontrollerende myndigheder, og der blev ført streng kontrol med køernes ydelse, husker Viggo Egelund.

Projektet, som fysisk var placeret 50 km nord for Rom, var dels ejet af De danske Landboforeninger og De danske Husmandsforeninger og dels af en byggematador fra Rom.

- Det var lidt indviklet, og hvis vi begynder at rode for meget op i det der, begynder alle de, der havde ansvaret og nu ligger tre alen under jorden, at dreje, lyder det lakonisk.

For Viggo Egelund var det et møde med en komplet ny kultur, hvor han heller ikke kendte en stavelse af sproget. Vilje giver imidlertid vej, og vilje var der nok af.

- I løbet af kort tid var der 14 medhjælpere på godset, og ejeren var stolt, når han kom ud og så, at der var flere dyr end sidst, han var på besøg.

- Men selvom jeg var i spidsen i det daglige, blev jeg også anset for at være medhjælper, konstaterer Viggo Egelund.

Til trods for den megen kontrol kneb det gevaldigt med kvaliteten af foderet.

- Høet var så muggent, at det støvede hele stalden til, men vi havde ikke noget med jordens dyrkning at gøre.

- Så ydelsen røg ned på det halve.

Udover høet fik køerne frisk lucerne og kraftfoder, og det fik ejeren til at sende anbefalede breve.

- Det var meget højtideligt med de breve, hvor han klagede over, at vi brugte for meget kraftfoder, fortæller Viggo Egelund.

Primitive forhold

Det var ikke kun høet og forbruget af kraftfoder, det var galt med.

- Gården havde fået et SAC-malkeanlæg fra verdensudstillingen i Rom i 1953, men det kom først i anvendelse efter cirka ni måneder. Så vi måtte malke med hånd i den tid.

Mange af medarbejdere var hentet ned fra bjergene, og de seks var analfabeter.

- Selv fik jeg den anden vinter i Italien chance for at gå på aftenskole for at lære italiensk, og her kunne læreren også tale engelsk. Så på den måde lærte jeg endnu mere af sproget.

Efter aftenskolen gik turen til den lokale bar, og her kom Viggo Egelund til at afsløre sine lidt mangelfulde italienske sprogkundskaber.

- En af bartenderne kunne lidt engelsk, og han spurgte til en pige, hvor jeg så kom til at sige, at hun var god i stedet for dygtig, smiler Viggo Egelund.

Mødet med mafiaen

Projektet sluttede som planlagt i januar 1956, og Viggo Egelund blev spurgt, om han ville påtage sig at sælge dansk avlskvæg i Italien.

- Men allerede en måned efter, jeg rejste, var fire køer døde i besætningen, og den romerske byggematador spurgte, om jeg igen ville overtage den daglige ledelse. Så det blev kun til to måneder i Danmark, og i marts 1956 var jeg tilbage igen.

Og det blev i en kombination af de to job, idet Viggo Egelund også fik lidt fast løn plus provision fra Bredania for at sælge dansk avlskvæg.

- De første par år solgte jeg kun få eller næsten ingen dyr.

I starten var italienernes interesse rettet mod SDM, men det egentlige gennembrud kom med RDM på Sicilien.

- Der blev solgt til tre besætninger med cirka 100 køer i hver plus et par tyre til inseminering, erindrer Viggo Egelund.

Med eksporten af RDM til Sicilien fulgte også bekendtskabet med nogle af de lokale mafiabosser.

Blev aldrig generet

- Dingo Russo, der hjalp amerikanerne med at gå i land på Sicilien under 2. verdenskrig, var en af dem, jeg lærte at kende.

- Han havde et par dejlige, men forfaldne ejendomme, og så havde han altid kaffe på kanden, når jeg kom.

- Jo, han var såmænd den flinkeste mand, husker Viggo Egelund.

Men tro nu ikke, at det var helt ufarligt at bevæge sig rundt på Sicilien dengang.

- Det var en tid, hvor der ofte var vejspærringer bemandet med tyve og banditter. Og mafiaen holdt også øje med, hvad jeg foretog mig dernede.

- Mine venner var derfor også nervøse for mig, når jeg kørte ud efter nattemørket havde sænket sig, men der skete mig aldrig noget.

I slutningen af 1960"erne gik det rigtigt stærkt med eksporten af avlskvæg til Italien, men blandt anden den genetisk negative udvikling hos RDM fik eventyret til at stoppe.

- Fra 1967 til 1972 eksporterede vi cirka 4.500 dyr om året, og det var alle dyr med stamtavle.

- Men i 1972 holdt det meget pludseligt, og jeg fik tilbud om at komme hjem som landskonsulent.

Et familieråd i familien Egelund afviste den mulighed, og i stedet valgte Viggo Egelund at arbejde freelance i Italien med import af danske avlsdyr – til trods for en ny særskat på 19 procent ved import til det italienske marked.

Og nu kom der også avlssvin på programmet.

Det ekstra ribben

De danske landracesvin havde et ekstra ribben, og de havde også andre genetiske kvaliteter, som italienerne gerne ville have fat i.

- De næste 25 år arbejdede jeg med salg af avlssvin og avlskvæg i Italien, og jeg ved slet ikke, hvor mange dyr, det blev til, siger Viggo Egelund.

Et ligger dog fast, og det er, at det ikke kun var import at dyr fra Danmark, men også formidling af dyr internt i Italien. For efterhånden havde den danske italiener mange forbindelser i støvlelandet.

Disse forbindelser førte også til, at han kunne hjælpe den danske SDM-avl.

HF-dyr til Danmark

- I 1972 ville avlsledelsen hos SDM gerne prøve Holstein-Frisian fra USA og Canada, men man kunne på det tidspunkt ikke købe levende dyr derovre. Så jeg foreslog en import fra Italien, hvor man allerede i 10 år havde importeret massivt fra Nordamerika.

Det var imidlertid svært, fordi danskerne krævede 4-leddede stamtavler. Men der blev købt 36 dyr, og de 24 blev sendt hjem på falske papirer.

- Vi manglede en prøve, men via Holland fik vi det ordnet, så dyrene kunne komme til Danmark, husker Viggo Egelund.

Der skulle dog mere dramatik til, før dyrene var sikkert hjemme.

- Togvognen forsvandt også i 36 timer, fordi den blev kørt ud på et vigespor i Milano, selvom det var aftalt, at sendingen skulle med et specielt eksprestog.

Dansk Jersey til Italien

Omkring 1970 kom der nogle få DJ-dyr til Italien.

- Importørerne af SDM-dyrene fik for skik at forære et par jerseyer til dem, der havde købt et større antal sortbrogede dyr, fortæller Viggo Egelund.

Men det vakte ikke den store interesse for Dansk Jersey op gennem 1970"erne.

- I 1980"erne ændrede det sig, og i starten af 1990"erne var der nogle besætninger med mange hundrede køer, som udskiftede alle deres HF-avlsdyr med Dansk Jersey.

- De fik en bedre mælkepris, og i modsætning til de sortbrogede kunne jerseykøerne holde deres fedt- og proteinprocenter oppe i de varme sommermåneder.

I dag er der cirka 4.600 ydelseskontrollerede jerseykøer i Italien, og af dem har Viggo Egelund importeret cirka 80 procent. Og han er stadig aktiv på området.

- Vi har løbende ordrer på jerseykvier, der skal købes til italienske kvægbrugere, fortæller han fra sit hjem, der nu er en mindre lejlighed i Hellerup.

De italienske jerseyavlere har også sat meget stor pris på den rolle, Viggo Egelund har spiller for racen i Italien, og de har udnævnt ham til "Far til Italiensk Jersey".

Men ellers er hæder ikke det, Viggo Egelund går mest op i. Han tænker lige så meget i stadig at kunne komme rundt i de danske besætninger og møde kvægavlerne – så måske dukker han op en dag i sin jagt på avlsdyr?