Abonnementsartikel

Landbrug og industri bærer væksten i dansk produktivitet og sidder tilsammen på en fjerdedel af den danske produktion

Danske lønmodtagere bliver stadig mere produktive, og det er specielt de ansatte inden for landbruget og industrien, der har bidraget til den øgede velstand i samfundet. Selvom de to sektorer i løbet af de seneste ti år har mistet 85.000 arbejdspladser, sidder de sammenlagt på en uændret fjerdedel af den samlede produktion i Danmark. Det skriver Økonomisk Ugebrev.

Landbruget har gennem mange år været førende i produktivitetsudviklingen og skuffer da heller ikke ifølge den seneste opgørelse over udviklingen i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Siden 1991 er produktiviteten pr. ansat fordoblet inden for landbruget, mens industrien ligger på en andenplads med en fremgang på 35 procent.

Sammenlagt producerer de 550.000 ansatte inden for landbrug og industri 24 procent af den samlede produktion, men udgør en stadig mindre del af de beskæftigede. Beskæftigelsen inden for landbruget og industrien udgjorde i 1991 24,5 procent af den samlede beskæftigelse. Andelen er i dag faldet til 20,2 procent.

I bunden af opgørelsen ligger bygge- og anlægsbranchen, der oven i købet kan notere sig et svagt fald i produktiviteten.