Der er voksende utilfredshed med ledelsen i Arla Foods blandt andelshaverne.

Utilfredsheden er tilsyneladende mest udtalt blandt jyske andelshavere, men over hele landet kan man finde hårde kritikere af mejeriets ledelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg føler mig kun som råvareproducent. Jeg føler ikke, at det er mit mejeri, siger Adolf Bossen fra Sønderjylland.

Han er blandt andet utilfreds med, at andelshaverne i Hellevad skal have 60 øre pr. kg. mælk for at komme med i Arla, fordi Arla tidligere har sagt, at der ikke mere vil blive udligningsordninger.

Han undrer sig også over, at oplysningerne om fusionstilbuddet til Hellevad er kommet frem umiddelbart efter de afholdte kredsmøder.

- Det opfatter jeg som ren taktik. Ledelsen vil ikke have det frem på kredsmøderne, for de vil undgå enhver diskussion. Det er også ren taktik, at de først opsiger økologi-aftalen med Hellevad, for så ved de jo godt, at Hellevads leverandører er nødt til at komme til Arla, sige Adolf Bossen.

Bliver bakket op

Han mener at medbestemmelse og demokrati er fremmedord for Arla.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der sidder et par mennesker i ledelsen, som styrer hele mejeriet, mens resten blot agerer nikkedukker. Der skal en ny ledelse til, vurderer Adolf Bossen.

Adolf Bossen bliver bakket op af flere andre andelshavere. En af dem er det tidligere kredsrepræsentantskabsmedlem Erik Sørensen, som godt kan genkende begrebet nikkedukke – selvom han selv kalder det for kransekagefigurer.

- Der er ikke noget demokrati i Arla. Jeg ønskede ikke at modtage genvalg ved sidste kredsmøde, fordi vi kun er kransekagefigurer. Vi får at vide, når noget er vedtaget. Men så er der jo ikke noget at debattere og hvor er demokratiet i det, spørger Erik Sørensen.

Efter tre år som kredsrepræsentantskabsmedlem er Erik Sørensens konklusion klar.

- Det er omsonst at sidde der. Vi har alligevel ikke noget at skulle have sagt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fynboer gik i protest

Kritikken af topstyringen og den manglende medbestemmelse var også grunden til at en håndfuld fynske leverandører for nyligt vendte ryggen til Arla. De ville hellere levere til Ørbæk Mejeri.

-Der er en volumensyge. Arla er efterhånden lige ved at ville bestemme, hvor store besætningerne skal være, og vi synes heller ikke, at vi har den indflydelse, vi skal have, fortalte Søren Fredslund Hansen i den forbindelse til MaskinBladet.

Anita Nielsen er en anden af de fynske udbrydere.

- Vi er utilfredse med, at vi ikke kunne få ordlyd i Arla. Der blev ikke lyttet, lød en af hendes begrundelser for at forlade Arla.

Det var sidst i januar. Nu arbejdes der på, at yderligere en håndfuld leverandører med tre-fire mio. kg mælk skifter fra Arla til Ørbæk Mejeri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kunne jeg også godt tænke mig at gøre. Men jeg har ikke noget sted at gå hen, siger Erik Sørensen til den beslutning.

Også Hans Chr. Riggelsen forstår de fynske andelshavere, som har fået nok af Arla Foods.

- Foretagendet er blevet for stort. Der er for langt til toppen. Det er som at se Farum-sagen med alle de krumspring, Arla-toppen laver, siger han.

Aldrig mere udligning

Ligesom flere andre andelshavere er han fortørnet over, at bestyrelsens næstformand, Knud Erik Jensen, i den seneste udgave af MaskinBladet gav udtryk for, at Arla aldrig definitivt har sagt nej til nye udligningsordninger.

- Ved fusionen mellem Kløver og MD blev der klart givet udtryk for, at det var sidste gang, at der ville blive lavet en udligningsordning. Så han står jo faktisk og lyver landmændene lige op i hovedet, siger Hans Chr. Riggelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På Arla Foods" hjemmeside kan man læse, at Arla Foods vil være mælkeproducenternes foretrukne mejeriselskab og være med til at bære andelsbevægelsen ind i det nye årtusinde.

- Det indebærer blandt andet en forpligtelse til at respektere og udbygge medlemmernes medbestemmelse og det demokrati, der er en naturlig del af det moderne andelsselskab, står der at læse.

Det demokrati fungerer fint, mener Knud Erik Jensen, som er næstformand i bestyrelsen for Arla Foods.

- Mejeriet er demokratisk opbygget, så man kan jo møde op til sine møder i mejeriet, og har man flertal for sine synspunkter, kan man også få dem gennemført, siger Knud Erik Jensen.Foto: