Abonnementsartikel

Kyndestoft Maskinfabrik mener, at det er muligt at reducere kemikalieforbruget ved sprøjtning med 95 procent

Kyndestoft Maskinfabrik er glad for, at fagfolk, der debatterer sprøjtning, nu er begyndt at snakke om, at man kan reducere kemikalieforbruget med 75 procent.

- Det er hvad jeg har sagt i 12-14 år, og nu lader det til, at folk er begyndt at tro på det, siger Albert Hedegaard, indehaver af Kyndestoft Maskinfabrik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men han er selv endnu mere ambitiøs. Således mener Albert Hedegaard, at forbruget af kemikalier kan reduceres med 95 procent.

- De fleste landmænd har lært at gå ned på halv dosering. Vi kommer med udstyr, der kan gå ned på fem procent. Men mange mener, at det er for godt til at være sandt, og derfor tror de ikke på det, siger Albert Hedegaard.

Til alle sprøjter

Reduktionen på 95 procent kan man ifølge Albert Hedegaard opnå ved hjælp af ekstraudstyr fra Kyndestoft Maskinfabrik, som kan sættes på alle sprøjter. Der er flere årsager til, at den store reduktion er mulig.

- Vi hænger kemikalierne på planten i stedet for at miste dem på jorden eller i luften – planten får altså samme mængde aktivstof. Det er et spørgsmål om teknik, der er ingen hokuspokus i det, siger Albert Hedegaard.

- Desuden kompenserer vi for bommens gang i marken – og det er væsentligt. Forsøg har vist, at der i dag er en nøjagtighed på mellem 20 og 260 procent, afhængigt af hvor roligt bommen går i marken. Her kan vi altså hente en del, og det gør vi ved at tilsætte luft. Ved at trække kemikalierne i længden med luft trækkes dråberne ud. Det svarer til at male med en bred pensel i stedet for en smal pensel, siger Albert Hedegaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Store udsving

Det forsøg, han refererer til, er beskrevet i Planteværnsbogen. I forsøget blev en dosering på fem liter pr. hektar tilstræbt. Med rolig bom blev resultatet en dosering på 3 - 7,5 liter pr. hektar. Med den urolige bom blev resultatet en dosering på 1 -13 liter pr. hektar. Det betyder, at doseringen nogle steder i marken kun var 20 procent af den tilstræbte, mens den andre steder i marken var 260 procent.

- Hvorfor accepterer man så store udsving. Og hvorfor kommer budskabet om, at der faktisk findes en bedre løsning ikke ud, spørger Albert Hedegaard.

Han frygter, at han selv kender svaret.

- De store producenter af kemikalier har ikke nogen interesse i, at budskabet om at man kan spare så store mængder kommer frem. Men det har landmanden – for han kan spare titusindvis af kroner på kemikaliebudgettet – og ved at skåne miljøet kan han skabe sig mere goodwill, siger Albert Hedegaard.

Et andet forsøg foretaget af Danisco viser tilsvarende, at luftassisteret sprøjtning har en bedre effekt end ikke-luftassisteret. Dette forsøg har kørt i Sverige i tre år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også Statens Husdyrsbrugsforsøg har undersøgt forskellen på luftassisterede og ikke-luftassisterede sprøjter. Dette forsøg giver en forklaring på, hvorfor det er muligt at reducere kemikalieforbruget.

Forsøget viste nemlig, at sprøjter uden luftassistance fordelte kemikalierne med henholdsvis 96 procent på oversiden af planterne og fire procent på undersiden.

Kyndestofts luftassisterede AirSprayer fordelte derimod kemikalierne med 55 og 45 procent på henholdsvis over- og undersiden.

Dysen er vigtig

Også dysen har stor betydning for sprøjtens effektivitet. Det viser et forsøg fra Landbrugets Rådgivningscenter.

Den TeeJet-dyse, som Kyndestoft Maskinfabrik benytter, opnåede med en væskemængde på 78 liter vand pr. hektar en væsentlig bedre effektivitet end eksempelvis Hardis SL4110-10 opnåede med en større mængde vand – nemlig 96 liter pr. hektar. Forskellen i effektivitet var i forsøget godt 30 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så dyserne er vigtige. Alligevel har der ikke været så meget fokus på det område, siger Albert Hedegaard.

- Alt i alt giver vores luftassisterede sprøjte en 30 procent bedre dækning. Og når man samtidig kompenserer for bommens urolige gang i marken, når man ned på et forbrug af kemikalier på cirka fem procent, siger Albert Hedegaard.

Ekstraudstyret fra Kyndestoft Maskinfabrik kan monteres på alle typer sprøjter, forklarer Albert Hedegaard. Og det kan både købes og lejes hos maskinfabrikken.

- Jeg mener, at prisen er så gunstig, at alle burde have det på, for man kan spare mange penge på kemikalier – og dermed også gavne miljøet, siger Albert Hedegaard.

Også til gylleseparation

En anden fordel ved Kyndestoft Maskinfabriks trailorsprøjte er ifølge Albert Hedegaard, at den kan benyttes i forbindelse med separeret gylle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan køre med så store mængder, at sprøjten kan bruges til at køre med separeret gylle. Vores sprøjter kan desuden køre med flydende gødning, kemikalier og salt for kommunerne om vinteren, fortæller Albert Hedegaard.

Forklaringen på, at sprøjterne kan anvendes til separeret gylle, er, at Kyndestoft Maskinfabrik benytter en pumpe med en kapacitet på 600 til 800 liter.

- Desuden kører vi med et en-tommer rørsystem med dobbelt dysebom. Det vil sige, at der kommer en dobbelt så stor mængde ud i en jævn fordeling, forklarer Albert Hedegaard.

Han tror på, at der er et pænt marked for den type sprøjter.

- Den er konkurrencedygtig rent prismæssigt, fordi selve bommen fremstilles i Tjekkiet. Og det har ingen mening at ofre millioner på separationsanlæg, hvis man ikke bagefter kan køre det separerede nøjagtigt ud på marken, siger Albert Hedegaard.Foto: