Abonnementsartikel

Nordjyske Hedegaard har offentliggjort et rekordregnskab og vil ikke afvise en interesse i dele af KFK

Hedegaard A/S kunne mandag den 5. marts præsentere et rekord-regnskab med et primært resultat på 44,7 mio. kr. efter en vækst i omsætningen på 14,5 procent til 1,2 mia. kr. Årets resultat blev 30,4 mio. kr.

Selvom virksomheden i forhold til KFK er lillebror på det danske marked, vil virksomhedens administrerende direktør, Finn V. Nielsen, ikke afvise, at Hedegaard kunne blive køber af en del af KFKs aktiver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til Børsen siger Finn V. Nielsen, at Hedegaard ikke er en mulig køber, som det ser ud nu, men direkte adspurgt om hvordan situationen kan være om en måned, svarer han.

- Det er ikke til at vide.

Dermed antyder han, at Hedegaard kan komme på banen, hvis KFK splittes op. Denne mulighed vil Norsk Hydro, som ejer 62 procent af aktierne i KFK, ikke afvise.

- Vi vil ikke begrænse os på nogen som helst måde. Alle muligheder står åbne. Vi står ved vores meddelelse, at KFK ikke anses som vores kerneforretning, og at vi derfor gerne vil sælge, men vi har ikke sat noget tidsperspektiv på, siger informationschef Tor Steinum fra Norsk Hydro.

Konkurrencemyndighederne vil næppe have de samme indvendinger mod Hedegaard som køber af KFK, som de vil have mod DLG.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men DLG ejer 22 procent af aktierne i Hedegaard, hvor også svenske SLR er aktionær. Desuden har Spar Nord, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Kemira ejerandele i Hedegaard.

Dermed er baglandet i Hedegaard i stand til at finansiere en investering i KFK, hvis de måtte ønske det.

Egenkapitalen i Hedegaard er 203,7 mio. kr., og den blev forrentet med 15,9 procent i det seneste regnskabsår. Målt på nøgletal overgik Hedegaard sine større konkurrenter på det danske marked.