Der bliver for tiden fra flere sider udtrykt utilfredshed med andelsdemokratiet. Det er blandt andet kommet til udtryk i Ole Karmsteens læserbrev fra den 7. marts 2002, der sammen med en række andre tilkendegivelser efterlader et indtryk af, at adskillige andelsejere har den opfattelse, at de ikke har reel indflydelse på deres eget mejeriselskab.
Det mener jeg ikke er rigtigt, men det er naturligvis et problem, at det opleves sådan
Jeg mener heller ikke, at det er rimeligt at anføre, at andelsbevægelsen generelt "trænger til et demokratisk løft", sådan som Karmsteen påstår.
Tværtimod er det min opfattelse, at danske landmænd aldrig har været så oplyste om, hvad der foregår i deres andelsselskaber aktuelt, hvor informationen jo ikke som i gamle dage begrænser sig til beretninger på de årlige generalforsamlinger.
Vi kan sige, at andelsejerne er eksemplariske borgerne i den globale landsby, som leverandører til hele verden.
Men forstår vi verdensmarkedet?
Forbrugerne har det lettere. De har stort udvalg. De kan vælge at støtte den lille kaffebonde i Sydamerika eller den argentinske oksekødsproducent med tusindvis af dyr. Men når det kommer til den danske landmand, så opstår der ikke de samme følelser.
Vi måles på innovation, produkter, og sidst men ikke mindst lidt på janteloven. Her kan vi også selv være med. MaskinBladet( med 65.700 læsere) og det efterlignende Landsbladet (med 59.805 læsere) kalder konsekvent vore selskaber for giganter, og sådanne kan man ikke føle sympati for.
Arla Foods har 15.000 andelsejere og Danish Crown 28.000.
Også hvad angår mulighederne for at komme til orde over for sine med-andelsejere og over for bestyrelse og direktion, mener jeg , at det er rigtigt gode muligheder for dem, der har noget på hjertet.
Dels på vore mange møder, dels igennem telefonen eller e-mail. Jeg har aldrig hørt om en formand eller direktør, der ikke vil tale med andelsejerene.
Dermed være imidlertid ikke sagt, at andelsdemokratiet er perfekt, som det er. Det kan altid blive bedre.
En af forudsætningerne er imidlertid, at andelsejerne finder det umagen værd at deltage i andelsdemokratiet. Som bekendt bliver et demokrati ikke blive bedre, end det gøres til af de, der deltager i det.
Derfor er jeg ked af, at Karmsteen skriver, at "mange andelsejere føler et demokratisk underskud, der gør, at de ikke finder det umagen værd at møde op til kredsmøder og lignende."
Heldigvis har jeg konstateret, at såvel Karmsteen som ca. 40 procent af hans kolleger i Arla Foods rent faktisk møder op til kreds- og andelshaver møderne, hvor der er mulighed for at møde både bestyrelses- og direktionsrepræsentanter.
Dette fremmøde er nu ikke så ringe endda, når man sammenligner med andre andelsselskaber - og slet ikke hvis man sammenligner med foreningslivet i øvrigt.
Og i hvert fald vil jeg understrege, at den første forudsætning for at få indflydelse er, at man møder op og giver sin mening til kende.
