Abonnementsartikel

Vrå Andel bygger færdigvaresiloer for 4,5 millioner kroner

Vrå Andel har netop igangsat en udvidelse af det topmoderne udleveringsanlæg ved foderfabrikken i Vrå med yderligere 32 færdigvaresiloer.

Det er en udvidelse til 4,5 millioner kroner, som er igangsat kun få dage efter, at selskabet har bebudet fusion med ØAG og dannelsen af Nordjysk Andels Grovvarer pr. 1. juli.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har nu nået den maksimale kapacitet med det eksisterende udleveringsanlæg. For at klare efterspørgslen fra vores kunder har det derfor været nødvendigt at foretage udvidelsen med de 32 nye siloer, siger Vrå Andels direktør Henning Bahnsen.

Han henviser til, at Vrå Andels fokus på kvalitetsfoder og en målrettet satsning på kundetilpassede foderblandinger, har givet et stadigt stigende salg og en stor tilgang af nye kunder.

Det er da også dette pres på den eksisterende kapacitet, der har været medvirkende til at realisere planerne om en fusion med ØAG.

Til Grovvare-nyt siger gårdejer Søren Smalbro, formand for Vrå Andel, at den primære årsag til bestyrelsernes beslutning om at etablere en fælles forening er, at begge foreninger har behov for at få udvidet deres kapacitet for produktion af foderblandinger.

Byggeriet af de 32 nye udleveringssiloer forventes at stå færdig den 1. august 2002 - en måned efter den ventede dannelse af Nordjysk Andel træder i kraft.