Der er ikke meget, der gør væsen af sig i Sønder Onsild Stationsby en formiddag i marts. Enkelte lastbiler og personbiler triller igennem på vej til eller fra den nordjyske motorvej. Byen ligger få kilometer syd for Hobro, og består groft sagt af en landevej med et par sideveje med villaer.
Byen har dog sit eget mejeri, og det er årsagen til, at Henrik Slot er til stede denne dag. Hans firma - Jysk Boring - skal udvide vandforsyningen til mejeriet, og det kræver en boring af et Ø 160 millimeter vandrør under landevejen, en bank og en parkeringsplads. I alt 120 meter skal hans Vermeer Navigator D36x50 arbejde sig gennem for at få enderne til at mødes. Lige nu har en sprunget hydraulikslange gjort, at han kan fokusere på at svejse de mange meter rør sammen, mens han afventer servicemandens ankomst.
- Kalenderen har givet mig mere frie hænder i denne uge, så jeg har afsat to dage til arbejdet. Hellere to af de korte dage end en enkelt meget lang. Jeg har andre ting, jeg også skal tage mig af, så det skal nok blive nogle lange dage alligevel, siger Henrik Slot.
Befandt sig godt i branchen
Han har arbejdet i entreprenørbranchen siden 1986. Han har arbejdet med kloakledninger, gasledninger og meget andet. Branchen har så at sige udlært ham.
- Det var min svoger, som i sin tid fik mig ind i branchen. Jeg er opvokset på en gård, hvor mine forældre havde en kvægbesætning. Det lå lidt i kortene, at jeg også skulle blive til noget i landbruget, men siden min svoger fik mig ind i denne branche, virkede den bare mere tiltrækkende på mig. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg valgte denne branche, men det har vel noget at gøre med, at jeg befandt mig godt, og så er jeg bare blevet her, siger Henrik Slot.
Opgaver med styret underboring har fyldt hans kalender de sidste 16 år. Det er dog kun de sidste seks år, at han har været selvstændig.
- Jeg var ved NCC i deres jyske afdeling for styret underboring. På et tidspunkt blev afdelingerne samlet på Sjælland, og det var ikke så godt for mig med bopæl i Jylland. Jeg kom til Danboring sammen med en af maskinerne fra NCC. Her var jeg i fem år, husker Henrik Slot.
Havde ingen erfaring
Tanken om at blive selvstændig havde første gang strejfet ham for cirka 10 år siden, og i 2006 gjorde han så alvor af ideen.
- Og jeg har så fået tæsk lige siden, konstaterer Henrik Slot og forklarer:
- Jeg havde ikke prøvet at stå for noget selv. Jeg havde ikke nogen erfaring med at styre ansatte eller i det hele taget at have folk ansat. Jeg kendte ikke noget til formuleringerne i AB92, til kontrakter, forsikringer mv. Jeg fik hurtigt fagforeningerne på nakken, fordi mine kontrakter åbenbart var forkert udformede. Det gav helt ufrivilligt mange problemer. Det er mange spørgsmål, man skal have svar på, når man starter eget firma!
Jysk Boring grundlagde han sammen med en tidligere kollega fra NCC, og hvad de ikke havde af viden om at drive eget firma, blev de klogere på for hver dag, der gik.
- Vi fik rådgivning fra en iværksætterstøtteordning i Viborg Kommune, men der kom fortsat faldgruber. Der var bare mange ting, som vi ikke havde set komme. Det gør der fortsat, men der kommer ikke de store overraskelser længere. Når man har begået en fejl, så begår man den ikke igen. Det har været seks meget lærerige år, fastslår Henrik Slot.
Begrænset ferie
Hans kompagnon forlod firmaet efter et år, og så stod Henrik Slot tilbage med hele ansvaret.
- Man skal virkelig brænde for det. Virkelig! Det er to vidt forskellige ting at være ansat og at være selvstændig. Der er mange ting i det at være selvstændig, og man skal indstille sig på, at man aldrig har fri. Jeg har holdt en uges ferie i de sidste fem år. Det var i Skagen og det var en succes. Det var så langt væk fra firmaet, at jeg ikke lige kunne køre forbi og ordne lidt arbejde. I år prøver vi med Bornholm. Det glæder jeg mig til et eller andet sted, men jeg er selvfølgelig lidt skeptisk ved at overlade firmaet til en, som ikke har penge investeret i det, lyder bekymringen fra Henrik Slot.
Friweekender er meget værd
Selv om vinden denne dag skærer gennem beklædning og knogler, så er foråret godt på vej, og for Jysk Boring betyder det øget aktivitet.
- Nu kommer alle udbuddene snart, og så skal jeg gerne have sendt nogle tilbud af sted. Vi skal gerne have vundet nogle sager, men det er en hård branche. Man skal være skarp og passe godt på for at tjene penge. 2011 var mit bedste år nogensinde målt i omsætning, men det var ikke det bedste resultat. Sidste år havde vi meget travlt på alle hverdage, og i weekenderne kørte jeg og borede alene. I år gør det ikke noget, hvis vi har lidt mindre travlt, så vi kan holde weekenderne fri, mener Henrik Slot.
Han har haft otte mand ansat, men det viste sig hurtigt ikke at være en optimal løsning.
- Jeg tjente ikke flere penge på det, idet lønudgifterne blev for store. Derfor skar jeg ned på mandskabet i december sidste år. Jeg er ligeglad med størrelsen af omsætningen, når blot det samlede resultat forbedres. I det regnestykke er friweekender også meget værdifulde.
Punkt for punkt
Hans ufrivillige twist med fagforeningerne belærte ham om udformning af medarbejderkontrakter. En anden væsentlig ting han har lært er, at det er gunstigt at være medlem af No Dig Kontrolordningen.
- Det har gjort adgangen til at arbejde for kommunerne nemmere. Officielt må de ikke skrive i et udbud, at man skal være medlem af No Dig, men de ser det gerne, og nu hvor jeg er blevet medlem af ordningen, er den hindring forsvundet, lyder erfaringen hos Jysk Boring.
Hydraulikslangen er blevet skiftet. Maskinen kører på bio-olie, så det lille oliespild på vejbanen fremkalder ingen problemer.
Medarbejder Ulrik Bundgaard sætter omdrejninger på boret, der forsvinder ned i hullet i vejbanen foran banken. Henrik Slot sikrer sig hele tiden i hvilket retning og dybde borehovedet befinder sig, og punkterne noteres løbende i hans lommebog. Data videregives til landmåleren efterfølgende, så ledningen kan tegnes ind på de rette kort.
Nogle store sten i underlaget får boret til at hoppe lidt i hullet, men meter for meter glider de sammenskruede rør ned i jorden mod mejeriet, hvis bygninger stikker op bag banken. En markering med blå spraymaling på vejen efterfølges af en notat i lommebogen.
Således udvides vandforsyningen i Sønder Onsild Stationsby.