Abonnementsartikel

NESA har indgået en aftale med Dansk Landbrugs Elforsyning A/S om at indkøbe el på det liberaliserede marked til virksomhederne i DLG-koncernen samt AgroDK-gruppen

NESA og Dansk Landbrugs Elforsyning A/S har indgået en strategisk samarbejdsaftale om levering af el til landbruget. Dansk Landbrugs Elforsyning A/S indkøber el på vegne af samtlige virksomheder i DLG-koncernen og AgroDK-gruppen. Sidstnævnte består af 14 private grovvareselskaber, heriblandt Hedegaard Agro.

– Grunden til at Dansk Landbrugs Elforsyning har indgået samarbejdet er, at vi vil udnytte det liberaliserede elmarked til indkøb af energi til vores kunder, siger adm. dir. Asbjørn Børsting, DLG-koncernen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har valgt NESA som samarbejdspartner på grund af selskabets seriøse indstilling og mange års erfaring på elmarkedet. Samtidig har vi både i DLG og AgroDK hidtil haft positive erfaringer med at bevæge os ind på nye områder, og det er naturligt for os at tilbyde produkter og ydelser, som landmændene har behov for. Salg af el til landmændene ligger fint i tråd med en række andre aktiviteter i selskaberne.

– For NESA er der tale om en strategisk samarbejdsaftale, som udgør et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af selskabet på et fuldt liberaliseret marked. Det er NESAs strategi også at blive landsdækkende på landbrugsmarkedet, ligesom vi er det på markedet for el til det øvrige erhvervsliv, siger adm. dir. Poul Lind, NESA.

- Med samarbejdsaftalen får vi adgang til et stort salgsnet, der er godt funderet i dansk landbrug.

I DLG-koncernen vil salg af el til landbruget ske via datterselskabet DLG Service A/S, der gennem de senere år har udviklet flere nye forretningsområder, bl.a. olieprodukter, forsikringsydelser og ikke mindst telefoni og internet, hvor selskabet nu er det sjettestørste teleselskab i Danmark med godt 95.000 abonnenter.