Abonnementsartikel

Sydvestjysk Andel vil spare 5,6 mio. kr. årligt og lukker derfor fire afdelinger, mens tre går på deltid

Efter at have eksisteret i otte måneder har Sydvestjysk Andel besluttet at rationalisere ved at reducere antallet af afdelinger og bygge en central råvarehal samt at lade nogle afdelinger nøjes med at have åbent på halv tid. Det skriver Grovvare-nyt.

Sydvestjysk Andel har besluttet at lukke afdelingerne i Skads, Tjæreborg, Vester Nebel og Guldager fra 1. oktober 2002.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For kunderne fra de nedlagte afdelinger vil der blive etableret et gødningspakhus og planteværnsrum i Forum, således at de fremover kan køre deres korn dertil samt afhente gødning og planteværnsmidler.

Afdelingerne i Fåborg, Rousthøje og Skovlund går ned på halv tid. Det vil sige, at der bliver åbent heldags i perioden 1. marts til 15. september eller til høsten er færdig, og den resterende del af året er der halvdags-åbent.

For at effektivisere kornopbevaringen og spare penge på den interne transport vil Sydvestjysk Andel bygge en korn- og råvarehal til 20.000 tons. Udgifterne til dette byggeri vil blive trukket fra andelsselskabets besparelser, for at det kan nå frem til en forventet besparelse på 5,6 mio. kr.

Sydvestjysk Andel har besluttet, at selskabets fremtidige ledelsesform skal være decentral i håbet om at effektivisere servicen over for kunderne. Det betyder, at der bliver lagt større beføjelser ud til de enkelte afdelinger, hvoraf nogle vil blive lagt sammen i større enheder og andre fortsætte uændret.