Abonnementsartikel

Landboforeningernes bestyrelse ønsker en seriøs debat om beskæftigelsen af udlændinge i landbruget

Landboforeningerne går nu i rette med SID for de tal, fagforeningen har lagt frem i debatten om antallet af illegale udlændinge, der er beskæftiget i landbruget. Landboforeningerne mener, at SID har styret debatten med påstande om, at der er op til 10.000 illegale udlændinge i landbruget.

Ifølge Landboforeningerne har SID dog nu erkendt, at der er "smurt lidt på tallet" fordi man vidste, det ville skabe opmærksomhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landboforeningerne peger på, at SID ikke kan fremvise konkrete tal for, hvor mange illegale udlændinge der er i dansk landbrug. De eneste dokumenterede tal er ifølge Landboforeningerne tal fra Danmarks Statistik over sager, hvor arbejdsgiveren har brugt udlændinge uden arbejdstilladelse. I henhold til disse tal var antallet af afgjorte sager i alle erhverv 30 i 2000, uden at der var nogen separat opgørelse for landbruget.

Landboforeningerne gør opmærksom på, at de dels har pointeret reglerne overfor landmændene og dels taget afstand fra de landmænd, der beskæftiger illegal arbejdskraft, når der har været en sag i medierne. Denne linje vil blive fastholdt pointerer de.

Plan for seriøs debat

Landboforeningerne har på et nyligt afholdt bestyrelsesmøde besluttet at iværksætte en såkaldt flertrins-raket med det formål at få debatten om udenlandsk arbejdskraft ind i en gænge, som man anser for at være seriøs.

For det første bebuder Landboforeningerne, at de ved enhver omtale af sager med illegal arbejdskraft, vil markere deres politik.

For det andet vil foreningerne foreslå myndighederne, at de offentlige systemer spiller bedre sammen. I dag udstedes/fornys sygesikringsbevis og skattekort til en udlænding, uden man kontrollerer, om vedkommende stadig har en gyldig arbejdstilladelse. Et forhold der ifølge Landboforeningerne har forledt mange landmænd til at tro, at myndighederne dermed har sagt god for vedkommende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Endelig vil Landboforeningerne over for sine medlemmer understrege, at de regionale arbejdsmarkedsråd nu giver tilladelse til ansættelse af udenlandsk arbejdskraft, hvis der ikke kan anvises dansk arbejdskraft. Ansættelsesforholdene skal da i givet fald være som for danske medarbejdere.