Transport-teknik A/S i Kolding, der er et datterselskab af BPW, Bergische Patentachsen Wiehl, tilbyder et bredt produktprogram af aksler og aggregater til landbruget.

Et af de nyere tiltag inden for akselkonstruktion er de luftassisterede akselsystemer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Transport-teknik slår til lyd for, at de luftassisterede akselsystemer vinder indpas på landbrugsvogne i takt med, at flere og flere traktorer er forberedt til luftassisterede bremser.

Firmaet gør opmærksom på, at køretøjer i landbruget ofte veksler mellem markveje, terræn og offentlig vej, og mener i denne sammenhæng, at et tilpasningsvenligt affjedringssystem kan være afgørende.

Dette kan der ifølge firmaet tages højde for ved at ændre på dæktrykket i vekslende terræn.

Den teknik firmaet tilbyder gør, at man kan lukke luften ud eller fylde luften i hjulene, mens man kører.

En anden stor fordel firmaet angiver ved luftaffjedringen er, at luften i affjedringen flytter sig så kvikt, at trykket meget hurtigt tages af den aksel, som møder en forhindring. Derved skulle vognen følge terrænet og være lettere at trække, hvilket gør, at behovet for trækkraft mindskes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ligesom lastbiler

Med luftteknikken er man tillige i stand til at måle vægten på vognen ved montering af en akseltrykmåler, som det kendes fra lastbiler.

Ved forskellige former for læs, for eksempel græs/korn- og gyllevogne, forbliver kørehøjden konstant, men kan dog sænkes eller hæves efter behov.

Transport-teknik angiver desuden, at de luftassisterende bremser også har den fordel, at vognen selv bremser ned, hvis en traktor og en vogn mister forbindelsen.

Monterede svingningsdæmpere skal forhindre køretøjet i at svinge ud. Luftaffjedringssystemet giver derved et optimalt vejgreb samt ens konstant hjultryk på alle hjul.