Abonnementsartikel

Massey Ferguson lancerer seks nye traktorer fra 166 til 288 hestekræfter

Massey Fergusons nye MF 8200 Xtra-serie har fået motorer med endnu større effekt og moment, kraftigere aksler og med en række andre egenskaber, som ifølge den danske importør Agco Danmark A/S gør dem i stand til at opfylde nutidens store krav.

- MF 8200-serien opnåede hurtigt et misundelsesværdigt ry for driftsikkerhed, holdbarhed og høj ydelse. Den øgede effekt på MF 8200 Xtra-modellerne og deres store moment sætter disse traktorer i stand til at håndtere større maskiner og dermed større kapacitet og produktivitet, lover Agco .

Artiklen fortsætter efter annoncen

De seks nye MF Xtra-modeller erstatter de nuværende modeller fra MF 8220 til MF 8280 og har motoreffekt fra 166 til 288 hestekræfter (ISO). Alle motorerne opfylder de seneste krav med hensyn til emission.

Den mindste MF 8220 Xtra har en seks-cylindret Perkins 1006-60TW-motor. Alle de øvrige modeller er med seks-cylindrede Sisu motorer med luft-til-luft intercooler.

- Den nye intercooler og ændringer i brændstofsystemet har resulteret i større effekt og moment med en momentreserve på helt op til 40 procent, oplyser Agco.

Valgmuligheder

Dynashift Plus tilbydes på modeller helt op til 214 hestekræfter. Dermed tilbyder Massey Ferguson e mulighed for at kunne vælge mellem en 32/32-gears Dynashift-transmission eller en 18/8-gears Powershift-transmission, afhængig af hvad der bedst opfylder den enkeltes behov.

Modellerne MF 8220 Xtra, MF 8240 Xtra og MF 8250 Xtra har Dynashift Plus som standard. Transmissionen har fire koblingsfrie skift i hvert hovedgear samt koblingsfrit vendegear, alt sammen betjent med håndtag til venstre for rattet. Transmissionen er endvidere med Gearmatching og Autodrive, som giver valgmulighed for automatisk valg af Dynashift-område ved gearskift og automatisk skift af Dynashift afhængig af belastning og motoromdrejninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Powershift Plus er standard på modellerne MF 8260 Xtra, MF 8270 Xtra og MF 8280 Xtra og kan fås som ekstra udstyr på MF 8220 Xtra til MF 8250 Xtra. Med Powershift-transmissionen foretages alle gearskift koblingsfrit enten med håndtaget til venstre for rattet eller med et joystick i sædets højre armlæn.

Kraftigere aksler

For at modsvare den øgede effekt og moment er forakslerne på nogle af modellerne blevet opgraderet. MF 8250 Xtra har fået en kraftigere aksel med bredere slutdrev, og modellerne MF 8270 Xtra og MF 8280 Xtra har fået ny foraksel med høj pivot som på de øvrige modeller og er med hydralock-differentialspærre, som giver ægte firehjulstræk.

Som følge af udbredt anvendelse af frontlift og brede dæk er der indført større styrecylinder med gennemgående stempel.

Modellerne MF 8220 Xtra til MF 8250 Xtra kan leveres med affjedret foraksel.

Let på forager

For at gøre livet let for føreren kan MF 8200 Xtra-serien også leveres med mængde- og tidsprogrammerbar SMS-joystickbetjening af udvendig hydraulik. Traktorerne kan også leveres med Dual Control, som i forbindelse med anvendelse af frontlift sørger for automatisk sænkning og hævning af både frontlift og lift bag, for eksempel ved kørsel med frontpakker og såsæt. På samme måde kan Dual Control også anvendes til automatisk sænkning og hævning af både for- og bagende af halvbugseret plov, blot ved et enkelt tryk på liftens sænke/hævekontakt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forberedt til Fieldstar

Massey Ferguson ønsker fortsat at være på forkant med positionsbestemt dyrkning, og alle MF 8200 Xtra-traktorerne kan leveres fra fabrikken med Fieldstar terminal.

Den seneste udvikling betyder, at i stedet for at have en række forskellige kontrolbokse til forskellige redskaber, kan MF 8200 Xtra-ejere bruge Fieldstar-terminalen som fælles kontrolenhed.

Ud over at spare omkostninger giver det ifølge Agco en langt enklere betjening.