Abonnementsartikel

Regeringen afviser at fastfryse landbrugets ejendomsskatter trods faldende korn- og træpriser

Landbrugets ejendomsskatter stiger fortsat trods regeringens skattestop og forlængelsen af loftet på 12 promille til og med 2003.

Landboforeningernes formand Peter Gæmelke og Dansk Familielandbrugs formand Peder Thomsen foreslår i første omgang et kroneloft pr. hektar, det vil sige ejendomsskatterne fastfryses på niveauet i 2001, hvor landbruget betalte 935 mio. kr. i skat på produktionsjord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med et uændret loft på 12 promille stiger jordskatterne til 1.000 mio. i år og 1.150 mio. kr. næste år, vurderer Axelborg. Det betragter vi ikke som et skattestop, siger Peter Gæmmelke om stigningerne.

- Regeringen har både i sit finanslovoplæg (september 2001, red.) og valgoplæg lagt op til, at jordskatten skulle afvikles. Det har vi også svært ved at se, at man er startet på, når jordskatten stiger, fortsætter Landbrugsrådets præsident.

Faldende kornpriser og betydelige fald i træpriser gør jordskatten til en endnu større belastning, understreger Peter Gæmelke.

- Vi har meget svært ved at genoprette den indtjening, vi havde for nogle år siden. Man kan tage fat i de grønne afgifter og forringelserne for 1,3 mia. kr. i erhvervspolitikken under den tidligere regering. Det vil tage nogle år at genoprette, siger Peter Gæmelke efter et foretræde i Folketingets kommunaludvalg.

Forhåbninger

Artiklen fortsætter efter annoncen

MaskinBladet: Hvordan er det at sidde over for en Venstre-ledet regering, der giver højere grundskatter?

Peter Gæmelke: - Det er træls, men det må være mere træls for dem selv, at de har lovet så mange skattelettelser på dette område uden at gennemføre det.

MaskinBladet: Betyder det, at landmænds tillid til regeringen mindskes?

Peter Gæmelke: - Nej. Landmændene har generelt stor tillid til den siddende regering, men der er et par punkter, vi gerne vil diskutere. Regeringen har indført forbedringer i forhold til den gamle regering, men på jordskatteområdet er den løbet fra sine løfter indtil videre. Den kan endnu nå at rette op på det.

MaskinBladet: Du har altså større tillid til den nuværende regering på jordskatteområdet end til den tidlgiere regering?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Peter Gæmelke: Jeg har i hvert fald større forhåbninger!

Forhåbningen ligger i, at den ny regering i det mindste har erklæret, at jordskatten på produktionsjord skal udfases.

Brug for milliard

Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger i et svar til kommunaludvalget, at landmænd i kommuner med en grundskyld på op til 24 promille slipper billigere end ellers. Dernæst anfører han, at der ikke har været råd til en nedsættelse, når initiativerne i regeringsgrundlaget – blandt andet erhvervslettelser og flere penge til sygehuse - skal betales.

Endelig gentager Venstres viceformand, at der fra og med 2003 ikke sker stigning i de gennemsnitlige kommunale grundskyldspromiller, mens skattestoppet ikke omfatter stigninger, der er besluttet inden regeringsskiftet.

KRF foreslår otte promille

Kristeligt Folkeparti har stillet et ændringsforslag om et promilleloft på otte, men det forslag afviser regeringen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I marts 2000 foreslog samtlige borgerlige oppositionspartier ellers, at man fastfrøs det daværende loft på otte promille for produktionsjord.

I takt med EU-reform

I regeringsgrundlaget fra november sidste år lægger Venstre og Det konservative Folkeparti op til en gradvis afvikling i takt med faldende EU-tilskud.

- Hvis der som følge af kommende landbrugsreformer i EU sker en reduktion af tilskuddet til landbruget, så afvikles beskatningen af landbrugets produktionsjord i takt med reduktionen af tilskuddet, erklærede Anders Fogh Rasmussen.