Dansk Jersey slår porten op for den internationale jerseyverden, når foreningen i juni måned er vært for den 16. Verdens Jersey-Kongres i regi af World Jersey Cattle Bureau.

Der er allerede tilmeldt deltagere fra Australien, New Zealand, USA, Costa Rica, Storbritannien, Schweiz, Chile, Italien og en række andre lande – herunder også Norge og Sverige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men kongressen er ikke udelukkende forbeholdt udenlandske deltagere og særligt udvalgte danske jerseyavlere.

- Alle interesserede kan mod betaling deltage i kongressens sessioner, hvor der er vidtspændende faglige indlæg om avl, fodring, management og samarbejde, fortæller Peter Larson, avlsleder for Dansk Jersey.

Mange muligheder

For de udenlandske deltagere starter det store arrangement allerede den 16. juni med en før-kongres tur rundt i Danmark, hvor de cirka 50 deltagere blandt andet oplever København, Roskilde, Århus samt en række besætninger plus Landbrugets Rådgivningscenter og Kvægbrugets Forsøgscenter i Foulum.

- Søndag den 23. juni er der Sankt Hans aften hos Birgit og Christian Holm Olesen i Nørre Åby, og næste dag starter kongressen i Odense med officiel åbning kl. 10. Til selve kongressen har 130 udlændinge tilmeldt sig.

- Den første dag, mandag den 24. juni, kan deltagerne høre om jerseykoens historie, om avlsmål og avlsplaner samt få et indblik i den internationale jerseyavl, fortæller Peter Larson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tirsdag den 25. juni er der fokus på fodring og management, herunder også den økologiske jerseyko i både Danmark og Holland.

- Efter de faglige indlæg er der besætningsbesøg hos Jens Harrekilde på Hestehavegård og hos Henrik Bruun i Hundstrup, siger Peter Larson.

Onsdag den 26. juni er igen faglige indlæg, hvor der bliver gået tæt på de helt moderne avlsplaner og –teknikker såsom screeningsplaner, kerneavl, ægtransplantation og Ovum PickUp.

- Vi skal også høre om kønssortering af embryoner og sæd udfra de erfaringer, det engelske firma Cogent har gjort, fortæller Peter Larson.

Dagen afsluttes med besætningsbesøg hos Peter Høj, Ny Stenderup, og besøg på Egeskov Slot.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På Landsskuet

Torsdag den 27. juni er helliget deltagelse i Landsskuet i Herning, hvor alle de udenlandske deltagere er med hele dagen.

- Fredag den 28. juni er der igen kongres i Odense, hvor der om formiddagen er fokus på internationalt samarbejde inden for jersey samt på indavl og om eftermiddagen fokus på markedsføring af jerseyprodukter, forklarer Peter Larson.

Et af de spændende indlæg om formiddagen handler om det arbejde, der nu i årevis er gjort for at standardisere kåring af jersey, så det bliver muligt umiddelbart at sammenligne kåringerne fra land til land.

Afsluttende middag

Fredag aften sluttes kongressen med en gallamiddag i Odense, og her kan alle også deltage mod betaling.

- Vi håber at se danske jerseyavlere til arrangementerne i løbet af ugen, og vi håber på en snarlig tilmelding, siger Peter Larson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han gør opmærksom på, at hele kongressen foregår på engelsk, men at indlæggene vil blive oversat til dansk via simultanttolkning.

Yderligere oplysning kan fås hos Heidi Lilholt, Dansk Jersey, på telefon 87 40 52 59.

Dansk Jersey byder til spændende dage med internationale faglige indlæg og besætningsbesøg i dagene fra 24. til 28. juni i Odense.