Efter fler års fald er den svenske svineproduktion på vej frem igen.

Produktionen ventes at stige med fire til fem procent i 2002 i forhold til 2001.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge det svenske "Landbrugsbarometren" er der lyst til at investere i fremtiden blandt svineproducenterne. 47 procent af smågriseproducenterne siger, at de vil bygge nye stalde i år. 27 procent venter at øge produktionen af smågrise allerede i år, og dertil kommer 22 procent, der vil øge produktionen i de kommende år. I fjor var det kun 11 procent, der havde planer om at udvide produktionen.

I Storbritannien går det den anden vej. Her ventes der et fald i svineproduktionen på tre til fire procent i 2002. De nye prognoser er lavet efter, at den seneste svinetælling i Storbritannien viste en tilbagegang for avlsbestanden på 5,4 procent og for totalbestanden på 4,4 procent.

I Sverige blev der i 2001 produceret 3,2 mio. svin og i Storbritannien 10,6 mio. Til sammenligning blev der i Danmark produceret 22,9 mio. svin i 2001.