Danmarks Biavlerforening har på sin hovedgeneralforsamling i Stege valgt foreningens hidtidige næstformand, Verner Schou, til ny formand. Verner Schou afløser Kristian Skovmose, der efter syv år som formand ønskede at trække sig tilbage.

Den nye formand blev valgt på et klart ønske om en stærkere profilering af Danmarks Biavlerforening. Der skal arbejdes for at skaffe flere biavlere, ikke kun for foreningens skyld, men i lige så høj grad for samfundets og miljøets skyld, mente han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Verner Schou fastslog på generalforsamlingen betydningen af, at foreningens holdninger til honningproduktion, sygdomsbekæmpelse, avlsarbejde med mere bliver markeret tydeligere.

- Det er meget vigtigt, at der værnes om den gode danske honning. Vi skal arbejde for at holde pesticider og antibiotika ude af biavlen, så forbrugernes tillid til dette enestående naturprodukt kan bevares. Det er et arbejde, som også skal føres på europæisk plan, sagde Verner Schou blandt andet.