Abonnementsartikel

Knap hver tredje leverandør har netop forladt ØkoMælk og er blevet optaget som konventionel Arla-leverandør

Arla Foods er i færd med at sluge en stor luns af endnu et lille mejeri, men denne gang er det ikke i kraft af et fusionstilbud, som det var tilfældet med Hellevad Omegns Andelsmejeri, men derimod i kraft af benhård konkurrence.

Således gør tabet af Dansk Supermarked til Arla Foods og senest den missede leveringsaftale med Coop Danmark meget ondt i økonomien hos leverandørerne i ØkoMælk. Det har fået knap hver tredje leverandør til at forlade ØkoMælk med virkning fra den 6. maj. Deres nye selskab hedder Arla Foods.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ærgerligt, og jeg er ked at, at de er tvunget til at gøre det. Men jeg kan godt sætte mig ind i deres situation. De fleste er nyetablerede, siger Bjarne Larsen, formand for ØkoMælk.

Får konventionel afregning

Arla Foods optager dog ikke økologer, og derfor har de ni leverandører nødtvunget måtte acceptere en ordning som konventionelle leverandører. De er dog stadig bundet til økologien af de offentlige tilskud, som skal tilbagebetales, såfremt man ophører som økolog i bindingsperioden.

Arlas manglende lyst til at optage flere økologer bunder i, at selskabet ikke kan finde afsætning for sin økologiske mælk. Dette har fået tre af de tidligere ØkoMælk-leverandører til at klage til Konkurrencestyrelsen, som for tiden vurderer Arlas stop for nye økologer.

De ni tidligere ØkoMælk-leverandører har også indtil videre accepteret at betale to procent af basisprisen i tre år som negativ udligning for at komme med i Arla Foods. Endnu et punkt som Konkurrencestyrelsen for tiden har til behandling. Til sammenligning fik de knap 30 økologer i Hellevad Omegns Andelsmejeri 60 øre i positiv udligning og en økologisk kontrakt i forbindelse med deres indtræden i Arla Foods.

Økonomisk gevinst

På trods af en afregning som konventionel leverandør og den negative udligning, som de nye leverandører med Konkurrencestyrelsens mellemkomst håber på at få annulleret, bliver de ni udbrydere økonomisk bedre stillet i Arla Foods.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arlas konventionelle afregning er nemlig højere end ØkoMælks afregning til sine økologer. Desuden går de fra et krav om 100 procents fodring til et krav om 90 procents fodring, hvilket reducerer omkostningerne.

Leverandører til ØkoMælk har som udgangspunkt et opsigelsesvarsel på 12 måneder, men de ni leverandører skal alligevel ikke betale 20 øre pr. kg mælk i bod, som kontrakten foreskriver.

- Holdningen i leverandørkredsen er, at vi er kommet ud i en uforudset situation med en meget lav afregningspris. Derfor har vi valgt at sige, at der ikke skal være økonomiske bindinger til ØkoMælk i denne periode. Vi har ingen interesse i at holde på folk, der hverken kan eller ønsker at være hos os. Det var noget andet, hvis vi manglede mælk, siger Bjarne Larsen.

Mister syv mio. kg

Cirka syv mio. kg mælk skifter til Arla Foods. Tilbage i ØkoMælk er 13-14 mio. kg mælk, som de faste omkostninger nu skal fordeles ud på.

- Med den tilbageværende mængde mælk er det cirka halvdelen, der sælges som råmælk. Dermed betyder det ikke noget for ØkoMælk økonomisk, at de ni forlader os, for det er den dårligst solgte mælk, vi mister. Så økonomisk går fordelene og ulemperne stort set lige op, siger Bjarne Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han mener ikke, at udbryderne har noget krav på egenkapitalen i ØkoMælk.

- Hvis ØkoMælk holder op med at producere mælk, er egenkapitalen lig nul kroner, for den er betinget af, at der er en fortsat drift. Mejeriet og maskinerne er jo ikke noget værd uden en produktion, så den reelle egenkapital kan man altid diskutere, siger Bjarne Larsen.

Han ønsker ikke at vurdere, hvor længe de tilbageværende leverandører kan holde til den aktuelle afregningspris.

- Men det er blevet en mere enig flok. De tilbageværende er dem, der vil gøre meget for at fortsætte. Vi har vist alle været økologer i seks-syv år, og har dermed også været med i de gode år, siger Bjarne Larsen.

Foruden de ni har to leverandører solgt deres ejendomme på det seneste, men dette skyldes ifølge formanden ikke direkte den dårlige afregning. Dermed har ØkoMælk inden for kort tid mistet 11 leverandører. Tilbage er 22.