Abonnementsartikel

Ringkøbing-landmanden Keld Graversen fremkommer i et indlæg den 19. april i MaskinBladet med en sympatitilkendegivelse over for Statens Genressourceudvalg, GRU. Reaktionen skal ses i forbindelse med, at en international evalueringsgruppe under ledelse af Statens JordbrugsVeterinærvidenskabelige Forskningsråd (SJVF) på en række væsentlige områder har draget GRUs faglige kompetence i tvivl og derfor foreslår, at der nedsættes et helt nyt statsligt husdyrbevaringsudvalg.

Et af IECs hovedkritikpunkter er GRUs rekonstruktions- og tilbagekrydsningsprogrammer, hvor for eksempel tyre af formodet originale racer indsættes på køer, hvorom man ved, at de er af den anden race.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I tilfældet med Sortbroget Jysk Malkekvæg og Kortegaard, i et fortrængnings-krydsningssystem på køer, hvis ophav i generationer har været iblandet hollandsk kvæg, heriblandt til sidst den kendte hollandske tyr Nimbus.

En tyr som ellers hurtigt blev opgivet af kvægavlsforeningerne i SDM-avlen, fordi den afgav fejlfarvet afkom: Gråbrogede dyr.

Udlægning holder ikke

Selvom det er rigtigt, at den gråbrogede lød ofte forekom i Sortbroget Jysk Malkerace, er der nogen, deriblandt GRU, som åbenbart har fundet det bekvemt at sætte lighedstegn mellem Gråbroget og Jysk, og den udlægning holder naturligvis ikke, når for eksempel Nimbus" stamtavle klart viser, at den er født i Holland og har hollandske aner.

I modsætning til IEC, der tager klar afstand fra GRUs rekonstruktionsstrategi, og anmoder om at det forkerte materiale udsættes, så man fremover kun bygger på autentisk, eller formodet autentisk, materiale, så mener Keld Gravesen, som er medlem af foreningen Danske Husdyr, åbenbart, at der rammes helt ved siden af i kritikken af GRU.

Keld Gravesen kan for eksempel ikke forstå, at Oregaards dyr skulle være anderledes end de dyr, som man påstår er rekonstruerede. Således fremhæver Keld Graversen, at han i stamtavlerne på egne køer støder på de samme tyre, som Oregaard har brugt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forstår frustrationen

Inden jeg svarer på dette, skal jeg være den første til at indrømme, at jeg godt forstår den frustration, som for tiden gør sig gældende hos Keld Graversen og mange andre, som har handlet i fuld tillid til GRUs vejledninger.

Det er aldrig morsomt pludselig at måtte konstatere, at man ganske forgæves har lagt sine kræfter i en sag.

Nu kender jeg ikke eksakt til Keld Graversens besætning, ud over at jeg tidligere gennem en venlig familie fra Brovst har fået beskrevet, at det drejer sig om et familieforetagende, hvor flere generationer arbejder idealistisk på at redde en række gamle racer.

Følgelig håber jeg for Keld Graversen, at det ikke er inden for alle områder, han rammes at IECs rekommandationer om udelukkelse af rekonstruktioner i det fremtidige danske bevaringsarbejde, og at der således trods alt også er noget, der kan bygges videre på i Ringkøbing.

Kritiser de rette

Såvel jeg selv som foreningen Gamle Danske Husdyrracer har lige siden GRUs start i 1985 af alle kræfter forsøgt at påvirke udvalget i en retning, som er mere i overensstemmelse med de forskrifter, som Forskningsstyrelsen sammen med de udenlandske specialister nu fremkommer med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg vil derfor gerne henstille til Keld Graversen om ikke i den klemte situation at rette sin vrede mod de personer, som har fremhævet systemets fejl, men i stedet rette den mod dem, som ikke har villet tage imod gode råd.

Jeg er i hvert fald overbevist om, at hvis Keld Graversen havde været det igennem med GRU, som vi andre har, og lå inde med de samme interne skrivelser, som vi er i besiddelse af, så ville han i stedet rette sin skarpe kritik mod det udvalg, som han nu ellers så markant giver sin fulde støtte.

Det er jo GRU, der har været distributør af det mindre autentiske materiale, som har bragt Keld Graversen i den slemme kattepine og ikke os andre!

Forskelle på køerne

Men tilbage til spørgsmålet om, hvorfor der i genbevaringssammenhænge skulle kunne være forskel i lødighed på besætninger, som har brugt samme tyremateriale. Forskellen ligger naturligvis i det feminine ophavsmateriale.

Hvis der i den ene besætning bliver brugt originale tyre til originale køer, og der i den anden bliver brugt originale tyre til ikke originale køer, så sker der en genetisk forplumring i afkommet i sidstnævnte eksempel, også selv om det ikke altid er lige til at se det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man ønsker ikke blot fænotypiske dyr, men også genotypiske dyr i lødigt genbevaringsarbejde. Det forklarer også, at man ikke blot kan forsyne bevaringsdyr med treleddet stamtavle og så tro, at alt er i orden.

Det er naturligvis ophavet til det, der danner grundlaget for stamtavlen, som bestemmer, om der er tale om lødigt bevaringsmateriale eller ej. Jeg ved godt, at der i dansk landbrug er tradition for at krydse sig frem til de racer, som man ønsker sig, men når vi taler om genbevaringsarbejde, drejer det sig ikke om krydsningspraksis, men om de rigtige geners videreførelse og beståen.

Flere kulører

Angående Oregaards dyr, som ifølge hvad Keld Graversen har hørt blander sig i en pærevælling, så tror jeg, at megen af den sladder, som åbenbart er kommet Keld Graversen for øre, tager udgangspunkt i, at Ø-kvægets varitationsrigdom med ensfarvede og brogede individer mellem hinanden, endda i flere kulører, af mange udenforstående bliver fejlopfattet som flere forskellige racer.

De er ikke bekendt med, at der er tale om en population, som er et levn fra før farveformalismen slog igennem i dansk kvægavl.

Sådanne dyr kan man i øvrigt læse mere om på foreningen Gamle Danske Husdyrracers hjemmeside, www.gamle-husdyrracer.dk, eller man kan studere dem på mange af vore guldaldermalerier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fælles fodslag

Til slut vil jeg gerne meddele Keld Graversen, at jeg synes, det er fint, at de to foreninger Danske Husdyr og Gamle Danske Husdyrracer er kommet på talefod og allerede har fundet en række fælles holdninger.

Lad os derfor ikke tage sorgerne på forskud eller klandre hinanden, mens vi afventer specialisternes endelige rapport.

Derimod bør vi bruge ventetiden til konstruktivt at se, om ikke der er flere ting, som vi kan blive enige om.

Det kunne jo være et godt signal at sende politikerne, hvis vi, med baggrund i IECs foreløbige rapport, kunne enes om at fremsætte et fælles oplæg til en fremtidig struktur på området.

Jeg håber trods alt også, at Keld Graversen, når han får tænkt lidt dybere over tingene, er enig med mig i, at det for det fremtidige bevaringsarbejde er godt at få evalueret sagen af nogle af verdens førende eksperter på området, og herunder få påpeget de principielle fejl som GRU, eller andre, har begået.