Abonnementsartikel

Endnu engang har de danske mejerier tabt slaget om at bruge feta-navnet

EU-Kommissionen har indstillet, at Grækenland får ophavsret til navnet feta, og ved et møde i går i den såkaldte forskrifts-komité stemte kun Danmark, Tyskland og Storbritannien mod denne indstilling.

Dermed ser det ud til, at de danske mejerier skal til at finde et andet navn til den hvide, salte ost, som de kalder feta. Men først skal Kommissionen indstille til Ministerrådet, at Grækenland får ophavsretten, skriver Børsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og i Ministerrådet skal der være enstemmighed, hvis Kommissionens indstilling skal afvises.

Så på det plan ser sagen ud til at være tabt for Danmark, som imidlertid kan klage over afgørelsen ved at lægge sag an ved EF-domstolen.

Danmark har én gang tidligere vundet en sådan sag ved domstolen. Dengang var dommen så uklar, at Grækenland kunne genoptage det politiske pres, som nu har ført til Kommissionens indstilling.

Hvis indstillingen fra EU-Kommissionen kommer til at danne præcedens kan det få alvorlige konsekvenser for dansk mejeribrug, idet afgørelsen kan føre til, at navne som Camembert, Mozzarella, Gouda, Edam og Brie ikke længere må bruges af de danske mejerier.

Derfor er det også meget tænkeligt, at Danmark på ny vil anlægge sag ved EF-domstolen.