Abonnementsartikel

De danske mælkeproducenter er med i VM-forberedelserne, idet landsholdet får sendt specialsendinger med mejeriprodukter til Østen

Torsdag den 23. maj lokal tid kan det danske fodboldlandshold slukke tørsten i frisk dansk mælk i VM-træningslejren i Japan.

Arla Foods har nemlig fået grønt lys fra de japanske og koreanske myndigheder til at forsyne landsholdet med mejeriprodukter uden om de normale toldregler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tirsdag den 21. maj blev den første sending samlet i Vejle og kørt til Billund lufthavn. Her blev produkterne pakket med tøris, så de kunne holde sig friske ved en temperatur på to-fire grader og fløjet til Japan via Paris.

Sendingen på i alt 400 kg blev leveret direkte til spillernes hotel og indeholder den nye flaskemælk Arla Mini i de tre varianter Cultura drik med hindbærsaft, Cultura naturel med tropemix samt Grube Ost.

Også jordbær med fløde

- Vi har undersøgt hos de lokale myndigheder og ambassader, om der var specielle barrierer for en sending. Blandt andet er der mund- og klovsyge og kogalskab i området, og vi ville ikke risikere, at sendingen skulle strande et eller andet sted på grund af toldformaliteter.

- Men vi har fået grønt lys, og produkterne sendes af sted med erklæringer fra DBU om, at de er til det danske landshold, fortæller Claus Haase, global indkøbschef for logistik.

De friske mælke- og yoghurtprodukter tappes på Christinasfeld Mejericenter, hvor man er klar til at lave specialtapninger, hvis det normale produktionstidspunkt ikke passer til VM-leverancerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er planlagt yderligere to sendinger med afgang 24. og 27. maj.

Når landsholdet mandag den 27. maj rykker til Korea, vil en ny sending følge med dem. Denne gang vil der også være jordbær og fløde med.

Hvor mange specialsendinger Arla Foods ender med at flyve til Østen, afhænger helt af Olsen-bandens succes på banen. Så Arla håber på mange sendinger.