Abonnementsartikel

Forsikringsselskab og servicevirksomhed går sammen om at bekæmpe skadedyr i landbruget

Forsikringsselskabet Topdanmark og Hedegaard Service har indgået aftale om,at Topdanmark kan sælge Hedegaards serviceydelser inden for gnaverbekæmpelse og -sikring.

Hedegaard Service bekæmper skadedyr i landbrug og industri og står for skadedyrsbekæmpelsen i en række danske kommuner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aftalen mellem de to selskaber betyder, at Topdanmarks omkring 150 landbrugsassurandører skal rådgive om bekæmpelse af gnavere på lige fod med Hedegaard Service"s egne konsulenter.

Samarbejdet falder godt i tråd med den strategi, Topdanmarks landbrugsafdeling har lagt.

- Vi er i gang med en omfattende opkvalificering af vores assurandører, og gnaverbekæmpelse er et af de områder, hvor vi skal kunne tilbyde højt kvalificeret rådgivning. Det er et led i en udvikling, hvor landmændene forventer, at assurandører kan langt mere end bare udskrive policer, og den udfordring har vi taget op, siger lederen af Topdanmarks landbrugsafdeling, vicedirektør Bjarne Skou Mortensen.

Han peger på, at effektiv smittebekæmpelse er på vej til at blive en vigtig faktor for landmændene, som i fremtiden skal kunne dokumentere deres del af fødevarernes vej fra jord til bord. Gnavere, som ikke bliver bekæmpet, er ofte også årsag til skader på landbrugsbedrifternes el-installationer. De skader kan i værste fald føre til brand.

Tilfreds med aftale

Også Hedegaard Service er – ikke overraskende – tilfreds med aftalen mellem de to selskaber. Direktør Jørgen Holm forventer, at den kan give salget et stort løft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi får med ét slag et meget betydeligt løft i salgsstyrken. Samtidig får vi lettere ved at komme ind hos den halvdel af Danmarks landmænd, som har valgt at forsikre sig hos Topdanmark, siger han.

Hedegaard Service har i dag omkring 20 fuldtidsansatte serviceteknikere fordelt over hele landet. Derudover har virksomheden 30 deltidsansatte tilknyttet. Dermed regner Hedegaard med, at man fra starten er gearet til at håndtere de ekstra opgaver, som aftalen med Topdanmark forventes at føre med sig. Jørgen Holm forventer dog også, at Hedegaard Service skal ansætte flere serviceteknikere på fuld tid.