Abonnementsartikel

Danmark har netop været vært ved et internationalt møde om retningslinjer for foder til produktionsdyr

I alt 150 delegerede fra hele verden har været samlet i København for at fastlægge et sæt retningslinjer for produktion og anvendelse af foder til produktionsdyr.

Plantedirektoratets direktør Mogens Nagel Larsen er formand for arbejdet, og mødet var led i Codex Alimentarius-arbejdet, der er et samarbejde mellem FN-organisationerne FAO og WHO om retningslinjer for fødevaresikkerhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På foderområdet er der nedsat en arbejdsgruppe, Task Force on Animal Feeding, der mødes en gang årligt og har i alt fire år til at færdiggøre sit arbejde.

Mødet i København var det tredje i rækken.

Ifølge Fødevareministeriets nyhedsbrev blev Danmark i sin tid valgt som værtsland, fordi landet er førende i arbejdet med at lade foder være basalt i strategien for sunde og sikre fødevarer.

Tre dele

- På mødet så vi for første gang teksten til de samlede retningslinjer. Retningslinjerne omhandler tre dele: generelle principper for foderproduktion, en del omkring industriel fremstilling af foder og en om fremstilling og anvendelse af foder på landbrugsbedrifter, siger Mogens Nagel Larsen.

-Punktet om foder på landbrugsbedrifter handler ifølge Mogens Nagel Larsen om både landmændenes dyrkning af foderafgrøder og græsningsarealer, blanding af foder på bedrifter og god fodringspraksis.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Efter arbejdet på det internationale møde i København må det forventes, at retningslinjerne kan færdiggøres på Task Forcens fjerde møde til marts næste år, siger Mogens Nagel Larsen.

- Der udestår endnu en del redaktion og retningslinjer for bl.a. GMO, og vækstfremmere skal drøftes igen. Den videre proces er så, at Codex Alimentarius Kommissionen i juni 2003 forventes at godkende Taks Forcens udkast til retningslinjer, hvorefter der vil ligge et sæt internationale spilleregler for fremstilling og anvendelse af foder, fortæller han.