Abonnementsartikel

Kombineret Welger rundballepresser og Lely indpakker præsenteret for danske maskinstationer

H.C.P. i Grindsted har været importør af Welger-pressere siden 1904 og er dermed verdens ældste importør fra den tyske fabrik.

Alderen er dog ingen hindring for udvikling, og i forrige uge kunne H.C.P. fremvise en nyudviklet kombineret presser og indpakker for de danske kunder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Welger er for nylig blevet solgt til den hollandske koncern Lely, som har stor ekspertise inden for slåmaskiner, vendere, river og indpakkere. Med overtagelsen af Welger var det derfor naturligt at kombinere de stærke sider fra de to fabrikker ved at konstruere en maskine som i én og samme arbejdsgang både kan presse og indpakke rundballer i plastfolie, siger Kristian Dalum, H.C.P.

Nyt chassis

Maskinsættet består forrest af en Welger RP 220 rundballepresser, som er en presser med snitteraggregat og fast ballekammer specielt designet til presning af fugtige afgrøder. Presseren producerer baller med en bredde på 123 centimeter og en diameter på 125 centimeter.

Indpakningen foregår med en Lely-indpakker med dobbelt rotor og 75 centimeter bredt folie.

Når første balle er presset og bundet med net, vippes den automatisk over på indpakkerbordet, hvor den indpakkes i plastfolie, samtidig med at balle nummer to presses.

- Alle hydraulikforbindelser til indpakkeren er samlet i et multistik, som det blandt andet kendes fra frontlæssere. Sammen med hurtigkoblinger på selve indpakkeren betyder det, at pakkerenheden kan afmonteres i løbet af få minutter, og presseren kan herefter anvendes som solomaskine til presning af hø og halm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For at opnå balance i maskinen – både med og uden indpakker, har teknikerne hos Welger konstrueret en hydraulisk forskydelig bogieaksel. Med indpakkeren monteret skubbes hjulene langt bagud, for at optage vægten af både indpakkeren og af ballen som ligger på pakkebordet.

- Når presseren anvendes som solomaskine, trækkes hjulene fremad under presseren og gør derved maskinen mere kompakt, siger Kristian Dalum.

Maskinen, som blev præsenteret, var en prototype, men fabrikken lover, at de kan levere de første seriefremstillede maskiner til starten af sæson 2003.