Abonnementsartikel

Friland Food bliver nu anklaget af både forbrugerrådet og personer med tilknytning til Hanegal for at lave falsk markedsføring af deres "Frilandsgrise"

Forbrugerrådet anklager nu slagteriet Friland Food for at vildlede forbrugerne. Et af de mest kendte produkter fra slagteriet er de såkaldte Frilandsgrise, men ifølge Forbrugerrådet er navnet vildledende, skriver Jyllands Posten.

- Vi er overbeviste om, at forbrugere, der køber "Frilandsgrise", tror, at dyrene går frit rundt på grønne græsmarker. Men det er kun tilfældet i de første fire uger af dyrets levetid, fortæller Camilla Udsen, Forbrugerrådet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter fire uger bliver smågrisene vænnet fra og flyttet til en løsdriftsstald med adgang til udearealer, hvor underlaget er beton og pladskravet 0,5 kvadratmeter pr. dyr.

- Det er afgjort ikke, hvad forbrugerne forbinder med begrebet "friland". Dertil kommer, at betegnelsen også er konkurrenceforvridende i forhold til andre firmaer, som leverer frilandsgrise, der har gået frit ude på markerne hele livet, siger Camilla Udsen.

Konkurrence med Hanegal

Flere forbrugere har klaget over markedsføringen af Frilandsgrisene. Men de er blevet afvist i de lokale fødevareregioner, som har accepteret markedsføringen fra Friland Food.

En af de afviste klagere har henvendt sig til Forbrugerrådet, som nu anker afgørelsen til Fødevaredirektoratet.

Denne klager er datter af direktøren på det konkurrerende slagteri Hanegal, som netop er i stand til at levere "ægte" frilandsgrise.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har økologiske frilandsgrise, der går ude på markerne hele deres liv. Vi kan bare ikke sælge dem til detailhandlen, som synes de er for dyre . Det kan hænge sammen med, at detailhandlen bliver tilbudt langt billigere "frilandsgrise", som kun har været ude på rigtigt friland de første fire uger af deres liv, siger Ulrich Kern-Hansen, direktør for Hanegal.

Også de almindelige økologiske grise fra Hanegal er i hård konkurrence med de billigere Frilandsgrise, da begge produkter appellerer til forbrugere, der er interesseret i dyrevelfærd.

Opstramning

Frilandsgrisene er udstyret med kvalitetsstemplet "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse". Derfor kan Dyrenes Beskyttelse lægge et betydeligt pres på slagteriet.

Nu ser det da også ud til, at foreningen er på vej med en markant opstramning af kravene til "Frilandsgrise".

Ulrich Kern-Hansen, som også er bestyrelsesmedlem i Dyrenes Beskyttelse, medgiver at en sådan opstramning kan skabe den markedsåbning for de "ægte" frilandsgrise, som Hanegal hidtil ikke har kunnet sælge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På Friland Food er holdningen, at Frilandsgrise ikke nødvendigvis skal gå ude på grønne græsmarker hele livet. De skal blot have adgang til udendørs motion, når de efter fravænning er sat ind i en løsdriftsstald. Fødevaremyndighederne har flere gange tidligere givet Friland Food medhold i den fortolkning.