Arla Foods håber på, at mejeriet med Danmark som EU-formand kan få bedre adgang til det norske marked, skriver Børsen.

Under Danmarks formandskab skal betingelserne for fødevareeksport til Norge genforhandles, og står det til Arla, skal der ske store ændringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er underlagt både et kvotesystem, høje toldsatser og en regulering af, hvilke ostetyper der overhovedet må importeres, det ligner et brud på EØS-aftalen, siger Lars Poulsen, direktør for Arla Foods A/S i Norge.

Eksempelvis nævner Lars Poulsen, at den toldfrie kvote for ost fra EU er på 2.500 tons om året, hvoraf 80 procent skal være specialoste.

Baggrunden for Norges politik er, at landet ikke ønsker den strukturudvikling, som raser i Danmark i disse år. Tværtimod ønsker Norge at bevare små landbrug over hele landet, hvilket kræver, at de bliver afskærmet fra den hårde konkurrence fra mere effektive danske og svenske landbrug.

I Norge er der over 19.000 mælkeproducenter, som i gennemsnit har 13 køer. I Danmark er der halvt så mange producenter med i gennemsnit 70 køer.

I de kommende forhandlinger med Norge har EU det problem, at Norge allerede er med i det indre marked. Dermed er der ikke så meget at handle med for EU i bestræbelserne på at bryde handelsmurene ned.